Menneskets Legeme

BLODET OG KRÉDSL0ÖÉT 23 uden modtager Blodet fra Vævene alle de kemiske Stoffer, der dannes ved Iltningen eller Forbrændingen af Legemets Bestanddele og som, naar de ophobes i større Mængde, virker som Gift. Baade Kul- syren og Æggehvidestoffernes kvælstofholdige Omdannelsesprodukter afgives til Blodet, og dette renses saa igen for Kulsyren i Lungerne, medens de andre Omsætningsprodukter afgives ved Passagen gen- nem Kirtlerne, særlig gennem Lever og Nyrer. Endelig har Blodet en stor Betydning ved at bevare Legemets ensartede Varmegrad; i det indre af Legemet har Blodet altid en noget højere Varme end ved Overfladen, hvor det stadig maa afgive Varme ved Ledning og Udstraaling; hos det voksne Menneske er Blodets Egenvarme i Nærheden af Overfladen 37 — 38 0 C., hos Hunden 38—39 ° C., hos Fuglene 41—43° C. Hos de saakaldte koldblodige Dyr er Blodets Varme kun faa Grader højere end Luften eller Vandet, som omgiver dem. BLODETS EGENSKABER OG SAMMENSÆTNING. Skærer man ind gennem et levende Hvirveldyrs Hud, flyder en rød, alkalisk Vædske ud, som man kalder Blod. Har Snittet ramt en Pulsaare, sprøjter Blodet ud og er lyserødt, er en større Blod- aare overskaaret, strømmer Blodet stærkt, men sprøjter ikke; fra de smaa Vener eller fra Haarkarrene kommer Blodet kun i en jævn, rislende Strøm. Blod er uigennemsigtigt selv i ganske tynde Lag og noget tungere end Vand; det har en Vægtfylde af 1050— 1060, naar Vandets sættes som 1000. Blodets røde Farve er lysere, Raar det kommer fra en Arterie end naar del kommer fra en over- skaaren Vene; Veneblodet har en mørk Purpurfarve og viser for- skelligt Udseende eftersom man betragter det ved paafaldende Lys, eller man lader Lyset skinne gennem det; i første Tilfælde er det mørkerødt, i sidste har det en mørkegrøn Farve, det arterielle Blod er lyserødt baade ved paafaldende og gennemfaldende Lys. Udsætter man mørkt Blod for Berøring med Luft, bliver det lysere og kommer lil at ligne arterielt Blod, i endnu højere Grad er dette Til- fældet, naar man lader Ilt indvirke paa mørkt Blod. Blod har en saltagtig Smag og en ejendommelig Lugt, som navn- lig bliver fremtrædende, naar man tilsætter nogle Draaber Svovlsyre; denne Lugt er forskellig for de forskellige Dyrearter. Man regner i Almindelighed, at den samlede Blodinængde udgør c. 1/13 af hele Legemets Vægt; sætter man en voksen Mands Vægt til 140—150 Pd , vil lians Blodmængde altsaa udgøre 11 —12 Pd., heraf findes om- trent */< i Hjertet og Lungerne og de store Karstammer, i Le- veren, */4 i Musklerne og Resten i de mindre Kar. Naar Blod udtømmes af Aårerne, holder det sig ikke længe flydende, det koagulerer eller størkner og bliver til en blød, næsten