Menneskets Legeme

322 MENNESKETS LEGEME I gamle Dage havde man ikke den Opfattelse af den store For- skel paa Hjærnekappens foi’skellige Afsnit, Teorien herom, Lo- kalisationslæren, stammer fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede, men har først faaet fast Grund under sig i den sidste Menneskealder. Disse Teorier gav imidlertid Anledning til Fremkomsten af en videnskabelig Vranglære, den saakaldte Frenologi, hvis Ophavsmand, Gall, paastod, at de forskellige Afsnit af Hjærnen havde hver sin særlige Betydning og at man udvendig fra af Hjærnekassens Form kunde slutte sig til Udviklingen af de forskellige Hjærnedele og der- igennem til Ejermandens sjælelige Egenskaber. Man tegnede paa forskellige Kranier Omrids af forskellig Form og Størrelse og skrev paa dem, hvad hver af Felterne svarede til, saaledes at man fik et helt Landkort over Sjælen. Disse Egenskabers Forhold til Bulerne paa Kraniet bestemtes ofte efter de mærkeligste Slutninger. Et Eks- empel var det f. Eks., at Stædighedens Bule skulde findes øverst paa Kraniet, thi her var — Faarets Kranium særlig udviklet. Af Kranier af forskellige Mordere kom Gall til den Slutning, at Feltet for Ødelæggelseslyst skulde ligge i Tindingeegnen o. s. v. Under- tiden gik Gall slemt i Vandet. Han undersøgte et Kranium, som an- gaves at være af den berømte Maler Rafael, og fandt her Bulerne for kunstnerisk Ævne særlig udtalt, hvorfor Afstøbninger og Af- bildninger af Kraniet udbredtes blandt alle hans mange ivrige Til- hængere. Imidlertid aabnedes nogen Tid efter Rafaels Grav og der laa hans virkelige Kranium, uden de berømte Buler. Det for Rafaels udgivne Hoved viste sig ved nærmere Eftersyn at have tilhørt en Præst uden kunstnerisk Begavelse. Man drev det en Tid saa vidt, at Tjenestetyende ofte maatte præstere frenologisk Attest for Buler paa Troskab og Ærlighed og helst uden Buler, der tydede paa onde Egenskaber. Imidlertid tabte denne Lære snart igen i Betydning eftersom dens Uholdbarhed mere og mere kom frem. Den har dog spillet en stor Rolle, for saa vidt som den gav Anledning til en stor Række nøjagtige Under- søgelser fra dygtige Anatomer og Fysiologer, hvorved Grunden lagdes til vor nuværende Viden paa disse Omraader. Imidlertid er det kun enkelte Afsnit af Hjærnen, hvis Bort- fjærnelse eller Sygelighed medfører Tabet af bestemte Aandsævner. Ofte kan man bortfjærne andre Dele uden at der kan paavises nogen Forandring. Bortfjærnes derimod hele Hjærnen, saaledes som det let kan gøres paa Frøer og Fugle, forandres hele Dyrets Væsen fuldstændig. En hjærneløs Frø f. Eks. bliver siddende ubevægelig i samme Stilling uden at røre sig det mindste, indtil man berører den eller kniber den i Huden, den gør da et Hop for at undgaa Smærten og sidder atter stille. Hælder man et ætsende Stof paa et af Bag- benene, søger den med det andet at fjærne det ætsende Stof. Kaster man Frøen i Vand, svømmer den stadig rundt, indtil den støder mod en Hindring, saa søger den at komme op.