Menneskets Legeme

HJÆRNE, RYGMARV OG NERVER 337 visse Undersøgelser over Stjærnernes Gang skulde afmærke meget nøjagtige Tidsrum og hvor det saa viste sig, at de forskellige Astro- nomer angav forskellig Tid. Man blev nødt til at indføre det, man kaldte den personlige Ligning, som var et for hver Astronom sær- egen lille Tidsrum, omkring 1/3 Sekund, der var Maalestok for den Hurtighed, hvormed han kunde afmærke en bestemt Iagttagelse eller med andre Ord et Udtryk for, hvor hurtig hans Reflekser virkede. Drejei’ det sig en om simpel Afmærkning, f. Eks. Tryk paa en Knap efter et bestemt Signal, er Tiden meget lille, kun Tusindedele af et Sekund. Bliver der Tale om at vælge mellem flere Indtryk før Signalet skal gives eller skal dette være forskelligt for de for- skellige Indtryk, bliver Tiden længere, thi saa maa Bevidstheden gribe ind, den maa vælge og saa give Ordrer. Vi har da ikke læn- gere en uvilkaarlig Refleks, men en bevidst Handling. Det man skal se, maa virke en vis Tid, før det kan opfattes, det kaldes Præsentationstiden. Denne er meget lille. Man kan se et Lyn, skønt det kun varer en Hundredetusindedel af et Sekund. Man kan ogsaa se de deraf belyste Genstande, skønt Belysningen ikke er længere. Man kan opfatte hvilket Bogstav der holdes frem, selv om dette kun sker i 1/2000 Sekund; mindre endnu, hvis Bog- stavet er stort og Belysningen stærk. Der medgaar ogsaa en vis Tid, inden de forskellige Indtryk op- fattes og dette Tidsrum, Opfattelsestiden, har man maalt. F. Eks. er den Tid, der medgaar til at skelne mellem to Toner ’/so Sekund og samme Tid bruger man til at skelne mellem to Farver eller mellem en Tone og en Lyd. Derimod bruger man næsten J/3 Se kund for at erkende et 2- eller 3-cifret Tal og 1/2 Sekund for at erkende et firecifret. Her viste sig ved Forsøgene, som foretoges i sidste Halvdel af det nittende Aarhundrede, at de firecifrede Tal, som begyndte med 18, erkendtes hurtigere, da man fra Aarstallene var bedre vant til denne Begyndelse, hvilket ogsaa afgiver et smukt Bevis paa Undersøgelsernes Nøjagtighed og Grundighed. Undertiden kan Pirring af den ene Nerve fremkalde Fornem- melse i den anden uden at man kan forklare sig Forholdene paa anden Maade end ved Overførelse fra en sensitiv Nerve til en anden. Mange kender sikkert af Erfaring, at man ved Berøring af den ud- vendige Øregang faar en prikkende Fornemmelse i Svælget, som giver Anledning til Hoste. Undertiden ser man endog, at Hoste hos nogle Patienter ikke beror paa Sygelighed i Aandedrætsorga- nerne, men paa Tilstedeværelsen af fremmede Legemer i Øregangen og at Fjærnelsen af disse kan helbrede Hosten. Mange Mennesker faar ondt i Tænderne, naar de hører meget høje Toner. Paa en lignende Samtidighed i Pirring beror det, at man altid rynker Panden, naar man tænker, skønt det ikke har noget med Tænkningen at gøre, og at man lukker Øjnene, naar man nyser, skønt heller ikke dette er nødvendigt. Vilh. Jensen: Menneskets Legeme 33