Menneskets Legeme

338 MENNESKETS LEGEME Endelig er det jo en kendt Sag, at man ved at se mod Solen ofte faar kildrende Fornemmelser i Næsen, der fremkalder Nysen. I dette Tilfælde hår altsaa et Synsindtryk paavirket ad Refleksvejen Centret for Nysen i den forlængede Marv. Maaske beror overhovedet alt Sjæleliv og det man kalder Be- vidsthed til syvende og sidst kun paa Reflekser og alt, hvad der hedder fri Vilje og Beslutninger, er Indbildning, det hele følger af sig selv, det ene Indtryk efter det andet virker ad Refleksvejen og giver sig Udslag i Bevægelser, som vi opfatter som villede. Sjæle- livet kom paa den Maade ind under de hidtil kendte Naturlove og den anførte Anskuelse har blandt sine Forsvarere dygtige og be- rømte Mænd. De Veje, som de forskellige Indtryk tilbagelægger indenfor det hele Nervesystem inden de giver sig Udslag, kan ofte være meget indviklede. Undersøgelserne over Ledningsbanerne i Hjærne og Rygmarv har været en af de vanskeligste Opgaver, der har været stillet Anatomer og Fysiologer og det er kun delvis at man véd noget sikkert derom. Man har benyttet flere forskellige Veje til at søge Oplysninger om Forholdene, og hvad man ikke fandt ad den ene Vej, kom undertiden ad den anden. Den simpleste Metode kunde synes at være den, mikroskopisk at følge bestemte Nervetraade i deres Forløb, men det kan ikke lade sig gøre paa Grund af de store Afstande og den Uendelighed af Traade der er. Gode Oplysninger har man faaet ved Under- søgelser af Nervesystemet hos Patienter, døde af eller med en Lidelse af Nervesystemet, thi der har man oftest i Forvejen vidst, hvad Patienten fejlede og har iagttaget hvilke Lammelser eller Sansefejl han har lidt af og kan da ved Undersøgelsen af Hjærne og Rygmarv faa Oplysninger om visse Nervebaners Forløb. Man har ogsaa eksperimentelt hos Dyr overskaaret visse Dele af Rygmarven eller tilintetgjort visse Dele af Rygmarv og Hjærne og derefter fulgt de sygelige Forandringer, der fremkom dels i Dyrets Bevægelser og Væsen, dels i det døde Dyrs Nerver. Som tidligere omtalt kan man hos Frøer og Duer fjærne Hjærnen uden at Dyret dør. Hos Mennesket og de højere Dyr kan sligt ikke lade sig gøre, men man ser lignende Fænomener i de Tilfælde, hvor Rygmarven ved et Brud af Hvirvelsøjlen trykkes saaledes, at den ikke længere kan lede Indtrykkene fra Hjærnen og ud i Legemet. Ligger Bruddet længere nede, kan Patienten endog ved passende Pleje leve i Maaneder, sjældnere i Aar, men Underkroppen er fuld- stændig lammet og Afføring og Urinladning foregaar uvilkaarlig, Centrerne i Rygmarven virker, men styres jo nu ikke af Hjærnen. Lignende Symptomer kan man faa ved Svulster i Rygmarvskanalen, hvor de ved Væksten fremkalder en tiltagende Lamhed paa Grund af Rygmarvens Sammentrykning. Endelig har man kunnet faa Oplysninger ved at følge Ud-