Menneskets Legeme

342 MENNESKETS LEGEME Undertiden indtræder Forkalkningen tidlig eller Karreie bliver af andre Grunde skøre og der kan da indtræde Brud jaa Kar- væggen og vedkommende faar en Blødning i selve Hjæriemassen. Er disse Blødninger større, indtræder Døden næsten øjeblikkelig, er de mindre og deres Sæde ikke altfor nær vigtige Afsnit af Hjælmen, indtræder der kun Forstyrrelser i Hjærnens Virkninger, altsia f. Eks. Taleforstyrrelser eller Lammelser. Apopleksierne, som dissJ Hjærne- blødninger kaldes, indtræder oftest hvor Blodtrykket i Amindelig- hed, og altsaa ogsaa i Hjærnen, er forøget, saaledes ved Anstræn- gelser eller ved Afføringen. Et stort Antal Tilfælde af Apopleksi indtræder paa Klosetter. Undertiden afrives smaa Stykker af de forkalkede Larvægge, føres med Blodstrømmen og sætter sig fast i de fineste Forgreninger af Pulsaarerne eller disse tilstoppes ved sygelige Forandringer i deres Vægge. I begge Tilfælde ophører Blodtilførslen til smaa Af- snit af Hjærnen svarende til de Dele, der forsynes af vedkommende lille Ai'terie. Som Følge af den manglende Blodtilførsel dør Vævet bort, Cellerne gaar til Grunde og danner en blød ukendelig Masse. Dette kaldes Blødhed paa Hjærnen og findes især hos ældre Folk, hvor de sygelige Forandringer kan ligne dem ved Apopleksien uden dog at indtræde saa pludselig. Hjærnen kan trods rigelig Blodtilstrømning blive træt paa samme Maade som Musklerne. Den kommer med andre Ord til at trænge til Hvile og det er en Erfaringssætning, at det tager længere Tid at hvile ud efter anstrængende Hjærnearbejde end efter anstrængende legemligt, det vil sige Muskelarbejde. Efter Arbejde kan Hjærnen have godt af et rigeligt og hurtigt Blodomløb, saaledes som det følger med den almindelige Tiltagen af Blodomløbet ved Udøvelsen af forskellig Sport, hvor netop det legem- lige Arbejde er overvejende og hvor Hjærtets Arbejden forøges, me- dens Hjærnen kan hvile godt ud. Det samme gælder Bjærgture, Gymnastik, Dans og anden legem- lig Bevægelse, hvorimod mange af de saakaldte Rekrealionsrejser, det vil sige Turen rundt i Udlandet, mislykkes, fordi man under dem ikke hviler sin Hjærne, men blot beskæftiger den, ofte endog stærkt, med at samle Indtryk, se og lære under Rejsen, der endog hyppig foregaar under uheldige ydre Forhold, uregelmæssig Levemaade, daarlige Senge, megen Jærnbanekørsel osv. Den naturligste Hvile faar Hjærnen under Søvnen. Hvorpaa denne egentlig beror, véd man ikke. Karakteristisk for den sunde Søvn er det, at den egentlige Bevidsthed er ophørt, medens de uvil- kaarlige Livsytringer, Fordøjelse, Blodomløb, Urinafsondring osv., foregaar ustandselig. Under Søvnen indtræder en lignende Tilstand som hos den hjærneløse Due eller Frø, Bevidstheden er borte, men de under- ordnede Centrer i den forlængede Marv og i Rygmarven virker vedblivende. I Søvne har ogsaa Reflekserne frit Spil, Hjærnens