Menneskets Legeme

46 MENNESKETS LEGEME Brystkassen giver Grene baade til Hjertet, Lungerne og Spiserøret. Elektrisk Pirring af denne Nerve gør Hjertets Sammentrækninger langsommei e og kan endog for en Tid faa det til at standse, og noget lignende kan ske ved stærke sjælelige Indtryk som Sorg, Skræk o. lign. Det viser sig altsaa, at Udtrykket: »Mit Hjerte stod stille af Angst« ikke er helt billedligt, men svarer til de virkelige Forhold; omvendt vil heftig Glæde eller Forbitrelse jævnlig give An- ledning til stærk Paaskyndelse af Hjertevirksomheden. Rimeligvis er denne Overanstrængelse af Hjertet eller pludselige Standsning af dets Sammentrækninger Aarsagen til de Dødsfald, som man af og til ser indtræde som Følge af hæftig Vrede eller stærk Skræk; dog kan dette kun ske, naar Hjertet i Forvejen er sygt. Ogsaa Arterierne har deres Muskler og er altsaa i Stand til at forsnævres eller udvides; Hudens talrige smaa Arterier udvides ved Varme, sammentrækkes ved Kulde, herved reguleres Tilførslen af Blod til Legemets Overflade. Men ogsaa sjælelige Indtryk kan paa- virke Arterierne, naar saaledes Undseelse eller Forlegenhed gør An- sigtet blussende rødt, beror dette paa, at Ansigtshudens Arterier udvides stærkt, saa at Huden fyldes med Blod; naar man bliver bleg af Skræk eller Sorg, beror dette paa, at disse Sindsbevægelser faar Ar- teriernes Muskler til at trække sig sammen og forsnævre Karrene. Gennem Oldtiden og Middelalderen helt ned i Nutiden bestod den almindeligste Fremgangsmaade til Blodstandsning i at anvende saadanne Midler, som fik Blodet til at størkne; hertil anvendtes et Utal af Lægemidler og i Nødsfald endog glødende Jern, og kun en- kelte Kirurger fandt paa at binde for Enden af det overskaarne Blodkar. Efter at Kredsløbet var opdaget, blev Underbinding det almindelige Middel til at standse Blødning fra overskaarne større Kar, og efterhaanden som man blev dristigere, drev man det endog til at underbinde de store Arteriestammer, som forsyner et helt Lem, som en Arm, med Blod. Her stiller sig imidlertid det Spørgsmaal, hvorledes det kan gaa til, at en hel Legemsdel, hvis tilførende Arterier er underbundne, kan fortsætte sit Liv og ikke gaar til Grunde af Mangel paa arterielt Blod. Forklaringen herpaa ligger i den Omstændighed, at alle større Arterier staar i Forbindelse med andre, der afgaar længere nede fra samme Hovedarterie, ved Hjælp af smaa fine Arteriegrene. Det ene Kargebet, ø: den Del af Legemet, som en bestemt Arterie forsyner med Blod, er saaledes i Forbindelse med de ovenfor og nedenfor liggende Kargebeter, og naar af en eller anden Grnnd, f. Eks. ved en Underbinding, Blodet standses i sit sædvanlige Løb, stiger Trykket overfor Hindringen, og Blodet søger nu ad de talrige smaa Forbindelseskar med det næste Kargebet eller som Kirurgerne kalder dem: Anastomoserne, og disse udvides hurtigt saa stærkt, at den samme Blodmængde strømmer til det underbundne Kars For- syningsomraade som forhen. Direkte kan denne Udvikling paavises ved Eksperiment; underbinder man en større Arterie paa et Dyr og