Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
AANDEDRÆTTET 75 Ilt som udskille Kulsyre i stor Mængde, men ogsaa hos Pattedyrene og Mennesket har Huden for en Del bevaret denne Evne, saaledes som nærmere skal omtales ved Beskrivelsen af Hudens Virksomhed. STEMME OG TALE. Idet Luften passerer gennem Luftrøret og den øverste Del af Luftvejene, kan den anvendes til at frembringe Lyd — Skrig, Sang, Tale, og der er derfor Anledning til i Tilknytning til Aandedrættel kortelig at omtale Stemmeredskabet og Stemmedannelsen. I Almindelighed anvendes kun U4aandingsluften paa denne Maade, man kan dog ogsaa benytte Indaandingsluften, og Bugtalere uddanner denne Form for Stemmedannelse til stor Færdighed. Naar et Legeme af en eller anden Beskaffenhed sættes i til- strækkelig hurtige Svingninger, som forplanter sig til Luften, bliver disse Svingninger opfattede som Lyd af vort Øre; naai* Svingnin- gerne er regelmæssige, dannes en Tone, er de uregelmæssige, op- fattes de som Støj. Tonens Højde bei'or paa Svingningernes Antal og Længde, Tonens Styrke paa Svingningei'nes Bredde fra Side til Side. Den dybeste Tone, det menneskelige Øre kan opfatte, har 16 Svingninger i Se- kundet, den højeste c. 36000; i Musiken anvendes dog kun Tonerne fra c. 30 Svingninger til 4224 Svingninger i Sekundet. Man kan frembringe en Tone paa mange forskellige Maader; saaledes ved at sætte en Metalstav i Svingninger ved et Slag, som ved Stemmegaflen, eller ved at faa en spændt Streng til at vibrere enten ved Stød eller Slag, som man gør ved Harpen og Klaveret, eller ved at stryge den med en Bue (Violin, Kontrabas etc.). I de saakaldte Blæseinstrumenter er Lydgiveren en tynd, elastisk Plade, dei' er anbragt saaledes i et Rør, at der kun efterlades en smal Spalte mellem den og Røi’ets Vægge; naar man blæser ned i Røret, sættes den elastiske Plade — Tungen — i Svingninger, der forplanter sig til Luften i Røret. I mange Blæseinstrumenter er Tungen dannet af en fast tynd Plade af Træ eller Metal (Klarinet, Orgelpibe), i andre dannes den svingende Membran af den blæsendes Læber, saaledes ved Trompet og Horn. Man kan ogsaa lave en Art Instrument med hindeagtige Legemer som Tonedanner ved at spænde et Par tynde Kautschukhinder over Mundingen af et Rør, saaledes at der er en smal Spalte mellem dem og at de ikke ligger ganske fladt, men skraaner lidt opad i Røret. Naar man da blæser ned i Røret gennem Spalten, vil der dannes en Tone. I de fleste Blæse- instrumenter ligger en Del af Røret ovenfor den svingende Tunge og kaldes Vindrøret; det tjener kun til at samle Luftstrømmen; den Del af Røret, der ligger bag Tungen, kaldes Ansatsrøret og bidrager til at give Tonen den Klang, der er særlig for det enkelte Instrument.