Menneskets Legeme

82 MENNESKETS LEGEME Legemets Temperatur er altid afhængig af Blodvarmen, der med- deler sig til de øvrige Legemsdele; dette kan man bevise derved, at en Arm eller et Ben, hvis Kredsløb er standset for en Tid ved Underbinding eller Sammentrykning af den tilførende Arterie, meget hurtig afkøles. Legemets indre Dele har omtrent samme Varme som Blodet, men paa Overfladen af Legemet er Temperaturen altid en Del lavere; man kan derfor ikke maale Legemsvarmen ved at lægge et Termometer paa Huden, men man maa opsøge saadanne Steder, hvor Afkølingen ikke saa let gaar for sig; man kan saaledes lægge Termometrets Kugle ind i Armhulen og lade Armen holde tæt ind til Legemet eller endnu bedre føre den et Stykke op i Ende- tarmen, og man vil da faa et Resultat, der ikke afviger mange Tiendedele af en Grad fra Blodets Temperatur. Man har tidligere troet, at Blodvarmen var lidt højere hos Men- nesker, der lever i Troperne, end hos Beboerne af de tempererede og kolde Himmelstrøg, men nyere Undersøgelser har vist, at dette ikke er Tilfældet; Menneskets Blodvarme er overalt ens, og Legemet maa altsaa være i Stand til at forsvare sin Egenvarme under Tem- peraturforskelligheder paa c. 100 Gr. C., idet Luftens Varme under Ækvator kan stige til over 50 Gr. C. og i de arktiske Egne synke lige saa langt under 0. Skønt Legemet er i Besiddelse af virksomme Midler' til at regu- lere sin Varmegrad, vil det dog ikke være i Stand til at bevare denne i stærk Kulde, naar Legemets Hud er ubedækket, og i de meget kolde Egne er en Beklædning derfor nødvendig for at bevare Livet; hvor meget Organismen selv formaar i saa Henseende, kan man dog lære af Beboerne paa Udlandet, der lever under el meget barskt Klima, og hvis Klædedragt dog er meget tarvelig og kun be- staar af et løst hængende Skind over Skuldrene. LEGEMETS VARMEFREMBRINGELSE. Kilden til al dyrisk Varme er de Iltningsprocesser, der foregaar i Legemet, idet de med Føden indbragte Stoffer efterhaanden gaar i Forbindelse med den gennem den indaandede Luft optagne Ilt. Legemets Varmefrembringelse maales ligesom al anden Varme i Varmeenheder eller Kalorier. En Varmeenhed kalder man den Mængde Varme, der medgaar for at opvarme et Gram Vand en Grad; naar man vil maale hvor megen Varme et eller andet Stof kan frembringe, sker dette ved at forbrænde en nøjagtig afvejet Mængde af Stoffet i en lukket Be- holder, der paa alle Sider er omgivet af Vand, der atter er for- hindret fra at afgive eller modtage Varme fra Omgivelserne ved at være isoleret fra disse ved et tykt Lag af Stoffer, der leder Varme daarligt; den Varme, som udvikles ved Forbrændingen, ledes da