Haandværker Sangbogen

Sjung da for Kvinden paa 0, ved Strande, hende vi prise i Vaar og i Høst; Mildhed i Øje og sollyse Pande, Vellyd i Stemmens melodiske Røst. Barmen sig bølger, men dølger kun slet Hjertet, som banker saa varmt og saa let. Hun Lyst os giver til Livet at eje, hun os opflammer til kraftige Daad, hun om vor Arne vil hygge og pleje, hun kan os lede ved kløgtige Raad. Ja vi vil sjunge til Kvindens Ære, sjunge saa kraftig, for Tiden er kort: Styrke hun ejer til Sorgen at bære, Frydefuld giver hun Glæderne bort. Kraften vi suger af Barmen saa hvid, Mod hun os bringer i tungeste Tid. Tro mod hverandre, som hlaanende Bølger ruller sig frem med saa rig Poesi, Ønske vi højt, at hun stedse os følger, først da er Livet en skøn Harmoni! Chr A. Festmiddag i Frederiksborg 1888 for Danmarks Malere. 105. Mel.: Du er rig, du er dejlig, o Syd. Du er rig, Du er dejlig og sød! — Vi har sagt det saa tidt, og Du ved det, — til at hylde Dig er vi beredte, fra vor Fødsel og indtil vor Død. Som Du er, er Du prægtig og kær fra Fru Eva til Madam Therese, og omkring Dig maa Mændene kredse som om Solen Planeternes Hær! 127