Kemi Til Skolebrug

Forbrænding. 29 en Flaske med Ilt. Forbrændingen ledsages af et overordentlig blændende hvidt Lys, og Flasken fyldes med en livid Tåge, der er finfordelt brændt Fosfor. Man kommer lidt Vand i Flasken, og dette vil nu farve blåt Lak- muspapir rødt. Den i Vandet optagne Forbindelse kaldes Fosforsyre og består af Fosfor, lit og Brint. Den hvide Tåge, som kun indeholder Fosfor og Ilt i Forbindelse med hinanden, kaldes Fosforsyreanhydrid (100). Forsøg. På lignende Måde forbrænder et Stykke Svovl særdeles liv- ligt med en blå Flamme. Lukkes efter endt Forbrænding Flasken med en Finger og åbnes under Vand, vil dette stige noget op i Flasken på Grund af, at den dannede luftformige Forbindelse af Svovl og Ilt indsuges af Vandet. Rystes nu Flasken og åbnes atter under Vand, vil en ny Vandmængde stige op. Vandet i Flasken har fået en pinende, syrlig Smag og en Lugt som den af brændende Svovl. Det vil farve blåt Lakmuspapir rodt, og den op- tagne Forbindelse, der består af Svovl, Ilt og Brint, kaldes Svovlsyr- ling. Den luftformige Forbindelse, der kun består af Svovl og Ilt. kaldtes tidligere Svovlsyrling; nu kaldes den Svovlsyrlinganhydrid. Hvor denne Forbindelse senere omtales her i Bogen, skal den kaldes Svovlsyrlingluft for at skjelne den fra Svovlsyrlingen, der indeholder Brint (100). Forsøg. Bringes et Stykke tændt Kul ind i en Flaske med Ilt, vil det brænde overordentlig livligt. Rystes på samme Måde som før den dannede KulsyJeluft med Vand, vil der danne sig Kulsyre, som vil farve blåt Lak- muspapir svagt rodt, men som kan eftervises på en Måde, som senere skal omtales. Kulsyren indeholder Kulstof, Ilt og Brint. Den Forbindelse, som dannes ved Forbrændingen, og som kun indeholder Kulstof og Ilt, er ingen Syre. Den kaldes Kulsyreanhydrid. Her i Bogen skal den kaldes Kulsyreluft for at skjelne den fra Kulsyren, der indeholder Brint (100). Alle disse Forbrændinger ere aldeles ikke forskjellige fra dem i den almindelige Luft; Virkningen er kun livligere. 37. Forsøg. Fra et Gasometer med Brint leder man Luften først gjennem en Flaske med stærk Svovlsyre, derfra gjennem et U-formet Ror med Klorkalcium, hvorved den torres fuldstændig. Derpå ledes Brinten ud igjennem et til en Spids udtrukket Glasrer og antændes. Den vil brænde med en Flamme, der er saa lidet lysende, at den næppe kan ses ved klar Dag. Holder man nu en tør kold Glasklokke over Brintflammen, vil Klokkens Inderside øjeblikkelig bedækkes med Dug, der efter nogen Tids Forløb, når Forbrændingen fortsættes, kan samle sig i Dråber. (Fig. 39.) Fig. 39.