Kemi Til Skolebrug

35 Åndedrættet, Ernæringen, Gjæringer og Forrådnelsen. 41. Til Forbrænding i mere udstrakt Betydning kunne også, nogle andre Virkninger henregnes, uagtet vi ikke i daglig Tale benævne dem således. Menneskenes og Dyrenes Fødemidler bestå i Hovedsagen af Kulstof, Ilt, Brint og Kvælstof. De Virkninger, der foregå ved Ernæringen, ere meget indviklede og langt fra til- strækkelig forklarede; men en vis bestemt Varmegrad, forskjellig for de forskjellige Dyr, er nødvendig for, at Ernæringen og Livs- virksomheden i det hele kan finde Sted. En Hovedvirkning er derfor den, at Kulstof og Brint indgå Forbindelse med Ilt af Atmosfæren til Kulsyreluft og Vand, og denne Virkning, der kan betragtes som en langsom Forbrænding, er Kilden såvel til den dyriske Varme som til Muskelkraften. Efter Fordøjelsen går en Del af Fødemidlerne over i Blodet, medens andre Dele gå bort ved de naturlige Udtømmelser. Som bekjendt fra Naturhistorien føres Blodet ved Hjertets Slag fra Hjertet omkring i Legemet gjennem Arerne, der forgrene sig mere og mere til et yderst fint Næt, Hårkarnættet. Herfra går det atter tilbage til Hjertet og derfra til Lungerne, fra Lungerne igjen til Hjertet og derfra påny omkring i Legemet gjennem Hårkarrene og så fremdeles. Ved Indåndingen føres Luften ind i Lungerne, og her indsuges' Ilt af Blodet. På Vandringen i Legemet gjennem Hårkarnættet forener Ilten sig med Blodets Kulstof, hvorved der dannes Kulsyre, og den dyriske Varme fremkommer, medens en Del af Varmen omdannes til den mekaniske Kraft, der hvert Øjeblik i større eller mindre Mængde udfoldes ved Musklernes Bevægelse. I Lungerne afgiver Blodet den dannede Kulsyre som Kulsyreluft og indsuger påny den Ilt, der er nødvendig til det 3*