Kemi Til Skolebrug

38 Åndedrættet, Ernæringen, Gjæringer og Forrådnelsen. Gjæringerne, er Kulsyreluft og Vand almindelige Produkter, og ved Kulsyreluftens Dannelse udvikles Varme. Det er bekjendt nok, at tætpakket, fugtigt Ho kan blive varmt. Det er en Gjæring, her er begyndt, og når Høet ikke spredes, vil en Forrådnelse efterhånden indtræde. Det er et almindeligt Udtryk derfor, at Høet er »brændt sammen«, ligesom man også siger, at Strået, der i rigelig Mængde blandes med den dyriske Gjodning, »brænder sammen» dermed. I Virkelig- heden er Virkningen også kun en langsom Forbrænding, og den Varme, som træffes inde i en Mødding, selv i den strængeste Kulde om Vinteren, er ikke oprindelig Varme, hvis Bortgang er forhindret, men Varme, der er frigjort ved »Sammenbrændingen« og den derved, tillige med andre kemiske For- bindelser. dannede Kulsyreluft. 45. Kul og k ii 1 h o 1 d e n d e Legemer ere ifølge det fore- gående vore almindelige Brændematerialer; de ere Fødemidler for Mennesker og Dyr, og desuden går stadig en overordentlig stor Mængde deraf tilgrunde ved Forrådnelse og ved Dannelse af Mukl og Tørvejord. Alle disse Legemer have deres Oprindelse fra Planteriget. De uhyre Lag af ældre og yngre Kuldannelser, der findes i Jorden på mangfoldige Kvadratmile, have ligesom alle vore Torvemoser deres Kulstof fra Planter, der ere gåede tilgrunde. När man nu tilmed véd, at Jordens Kulstofmængde ikke aftager ved Vegetationen, men tvertimod tiltager, selv om de derpå voksende Planter bortføres, idet Rødder, Løv og andre Plantedele blive til Muld, så opstår naturligt det Spørgsmål: Hvorfra får Planteverdenen den uhyre Mængde Kulstof? Omvendt kan der spørges : Hvor bliver cl en Mængde Kul syre luft af, der gjennem Forbrændinger, Åndedræt og Gjæringer stadigt tilføres A t m o s fæ ren? En Tilvækst i Kulsyreluftens Mængde i Atmosfæren mærker man ikke, og en Henvisning til dennes store Udstrækning vil ikke være fyldestgørende. Virkningen af så mange og store Arsager til en Tilvækst af Kulsyreluften matte nødvendigvis kunne mærkes, dersom denne ikke på en eller anden Måde atter forsvandt. 46. Begge Spørgsmål kunne imidlertid besvares fyldestgjørende, og om vi end have mange Vidnesbyrd om den uendelige Visdom, hvormed Naturens store Husholdning ledes, have vi dog næppe noget smukkere og mere let fatteligt Eksempel derpå, end dette Svar giver os.