Kemi Til Skolebrug

41 Forkulning, Ur Destillation og Flammen. 48. Når Luften udelukkes, kan en Forbrænding i Alminde- lighed ikke finde Sted, men intet organisk Legeme taler en højere Varmegrad uden at adskilles, og ihvorvel den Varme- grad, forskjellige organiske Legemer tåle, ikke er den samme, tåler dog intet Glødhede. Forsøg. En lille Retort af tungtsmelteligt Glas fyldes halvt med Bøge- træs-Savspåner og forsynes med et lille Forlag, der kan afkjøles. I Begyn- delsen giver man langsom. Varme, senere forstærkes Varmen til Glødhede. Først udvikles der Vanddampe, idet Savspånerne efterhånden antage en mørkere Farve, dernæst komme hvide Dampe, der dels fortætte sig til en vand- agtig Vædske, der farver Lakmuspapiret redt, dels til en tjæreagtig brun tykt- flydende Vædske, der samler sig under den vandige. Forlaget må ikke slutte tættere, end at en Del Luftarter, der udvikles, har Plads til at undvige. Den i Forlaget samlede Vædske har en ikke ubehagelig Lugt, som af frisk røget Kjød. Den tyndtflydende indeholder i Hovedsagen Vand, Eddikesyre og et Stof ved Navn Træspiritus. Tjæren består af forskjellige Kulbrinte arter, det vil sige Stoffer, hvor Kul og Brint ere i kemisk Forbindelse med hin- anden. Blandt disse findes et Stof, der tillige indeholder Ilt, ved Navn Kreosot. Det er isæi’ Kreosoten i Røgen, der tjener til at bevare røgede Varer mod Forrådnelse, og Navnet hidrører fra denne Egenskab. Når Varmen under Destillationen nærmer sig Glødhede, går der ikke mere over af den vandige Vædske, og Dannelsen at Tjære er næsten ophørt. Der udvikler sig nu Luftarter, især en luftformig Kulbrinte, blandet med en Forbindelse af Kulstof og Ilt ved Navn Kulilte. Denne sidste Luftart er forskjellig fra Kulsyreluften derved, at den kun indeholder halv såmegen Ilt på den samme Mængde Kulstof. Begge de udviklede Luftarter ere brændbare og forbrænde, nar de antændes til Kulsyreluft og Vand. Dette vises lettest ved et særligt Forsøg. Når Luft-