Jernbeton Som Skibsbygningsmateriale

Jernbeton som Skibsbygningsmateriale = Den første Fordring, man maa stille til et Skibsbygningsmateriale, er naturligvis, at det er vandtæt eller ved simple og billige Midler lader sig tætne. Ved Fler- tallet af de Fartøjer, der indtil nu er byg- get af Jernbeton, er der ikke anvendt kunstige Tætningsmidler af nogen Art; man er løbet an paa, at en god Beton i sig selv vilde være tæt, naar Støbningen foretages med Omhu og helst i ét Træk, og Erfaringen har forlængst bekræftet denne Antagelses Rigtighed. Ved Bygningen af et 200 t Motorfartøj paa „Porsgrund Ce- mentstøperi“ i Norge tog Opstillingen af Forskallingen 3 Uger og Monteringen af Jernindlægget andre 3 Uger, medens selve Støbningen fuldførtes paa 2 Dage under uafbrudt Arbejde Dag og Nat. Man und- gik derved enhver Fugedannelse, der al- tid er et svagt Punkt i en Jernbeton- konstruktion, og Resultatet svarede fuldt ud til den anvendte Omhu. Hele Far- tøjets Væg, der havde en Tykkelse af 5 cm. bestod af en meget fed Blanding, der afpudsedes fint umiddelbart efter Be- tonens Afbinding. — . Det er naturligvis i og for sig ønske- ligt, selv om Hensynet til Vandtætheden ikke gør det strengt nødvendigt, at faa Overfladen behandlet, saa den bliver saa jævn og glat som mulig. Dels forhøjes Modstandsevnen mod Søvandets Angreb derved betydeligt, ligesom Begroning van- skeligere finder Sted, og dels giver en glat Flade mindre Fremdrivningsmodstand. I sidste Nummer af „Armierter Beton“ omtales en ejendommelig Metode, der er lige saa billig og nem at udføre, som den er god. Metoden anvendtes ved Byg- ningen af en Lægter til Transport af Støbematerialer paa Bielersøen i Schweitz (Firmaet Ed. Ziiblin Co., Strassburg), og den bestod i en Overpudring med Cement- støv, som derefter glittedes med et Staal- værktøj. — I enkelte Tilfælde har man ikke turdet stole udelukkende paa Betonens naturlige Vandtæthed, men har tilsat den et kunstigt Tætningsmiddel, hvoraf der er en Vrimmel i Handelen (Ceresit, Nigrit, Siderosthen, Dichtolin, Adiodon, Pixol osv.). En Lægter, bygget hos Perrey i Mann- heim, pudsedes med en Mørtel iblandet 10 % Ceresit; i andre Tilfælde har man blandet Tætningsmidlet i selve Støbe- massen, men dette er ikke heldigt, da det nedsætter Betonens Styrke. Det er indlysende, at Betonens rust- beskyttende Egenskaber i høj Grad af- hænger af Tætheden og af den Omhu, der anvendes under Støbningen. I „Beton und Eisen“ (1917 XII) fortælles der om en hollandsk Ponton, der en Nat gik til Bunds tilsyneladende uden ydre Foran- ledning. Ved den paafølgende Under- søgelse viste det sig imidlertid, at Ar- meringen i Bunden var fuldstændig op- løst af Rust. Fartøjet var bygget (i Gent) paa den praktiske Maade, at en lille Bugt tørlagdes, og i den saaledes dannede Dok støbtes Baaden direkte paa Sandbunden uden Forskalling. Da Arbejdet var fær- digt, lukkedes Vandet ind i Dokken og Fartøjet blev taget i Brug, uden at man gjorde sig den Ulejlighed først at under- søge Bundstøbningens Godhed. Naar Kvaliteten ellers er normal og Be- tonen tæt, samler der sig som en Kappe uden om Jernindlægget et Lag af meget ren Cementmørtel, der danner den bedst mulige Beskyttelse mod Rust. Virkningen beror paa, at Betonen under Hærdningen optager Kulsyre, der er et af de værste rustdannende Stoffer, men som derved uskadeliggøres. En i Grenoble 1883 byg- get Vandledning med 23 m Trykhøjde blev 1901, 18 Aar efter, undersøgt med det Resultat, at Betonen var uforandret og Ar- meringen ganske ubeskadiget. Aarsberet- ningen fra „Concrete Institute“ 1912 be- retter om et andet Exempel. Ved Ned- 86