Jernbeton Som Skibsbygningsmateriale

Jernbeton som Skibsbygningsmateriale - brydningen i 1911 af Fundamenterne til en Bygning, der stammede fra Udstillingen i South Kensington 1862, blev der fore- fundet et stort Antal Bolte, der var halv- vejs indstøbte i Betonen. Medens den Del af Boltene, der ragede ud af Funda- menterne, helt var ' opædt af Rust, viste den indstøbte Del ikke Antydning af An- greb. — Prof., Dr. Rohland beretter om nogle mærkelige Laboratorieforsøg. En Del stærkt rustne Jernstænger indstøbtes i en normal Cement. Allerede efter 24 Timers Forløb viste det sig, at Rustlaget var tyn- dere, ja paa enkelte Steder var Jernet pletvis ganske blankt. Ved fornyet Ind- støbning opnaaede han at faa Jernet helt frit for Rust. Rohland understreger Vig- tigheden af, at Vandtilsætningen til Be- tonen ikke er for ringe, idet de kolloide Stoffer, der omslutfer Jernet, lettere ud- skilles af en godt plastisk Beton. Til- stedeværelsen af lidt overfladisk Rust er ikke blot uskadeligt men styrker tvert- imod Sammenhængen mellem Betonen og Jernet. I de Tilfælde, vi har omtalt i det fore- gaaende, drejede det sig om Konstruk- tioner, der ikke saaledes som Konstruk- tionerne i et Skibsskrog var udsat for stærke og pludselige Paavirkninger. Hvor- ledes stiller det sig med Rustbeskyttelsen her, hvor Ridser og Smaarevner maaske vanskeligt kan undgaas og heller ikke er skadelige, naar det kun gælder Hensynet til Styrken? De Erfaringer, man hidtil har høstet i Jernbetonskibsbygningen, har ikke givet Anledning til Bekymringer i denne Retning, men foreløbig har der ganske vist ogsaa i det store og hele kun været Tale om forholdsvis smaa Fartøjer, Pramme og Kanalskibe, der ikke er udsat for saa far- lige Paavirkninger som virkelig søgaaende Skibe. Desuden gaar Bestræbelserne ud paa ved større Fartøjer af Hensyn til Vægten at reducere Betondimensionerne mest muligt; derved udsætter man sig for, at Materialet anstrenges lige til Grænsen, og Faren for Revnedannelser er derfor til Stede i højere Grad her. Da man ikke kan henvise til Erfaringer i større Maale- stok, skal der omtales en Række Labora- torieforsøg udført af Pi of. Probst i Ma- terialprøvningsanstalten i Lichterfelde i Ber- lin. Det Spørgsmaal, Forsøgene var an- lagt paa, var: „Hvilken Sikkerhed byder Ridser, der optræder i Konstruktionsled, der udsættes for Bøjning, mod Indtrængen af rustdannende Stoffer?1' Det er paa Forhaand — efter hvad vi har set i det foregaaende — klart, at Rustdannelsen kun kan ske rent lokalt paa saadanne Steder, hvor Revnedannelsen naar ind til Jernet. Forsøgene blev udført med Bjælker, der efter at være belastede saa stærkt, at der opstod tydelige Ridser, i længere Tid (120—180 Dage) udsattes for Paavirk- ningen af forskellige stærkt aktive Luft- arter: Ilt, Kulsyre og Vanddamp. Resul- taterne sammenfattes af Prof. Probst saa- ledes (E. Probst: Vorlesungen iiber Eisen- beton. Berlin 1917): „Indtil en Belast- ning af 6000 kg, der svarer til en Spæn- ding i Jernindlægget paa 2500 kg pr. cm-, kunde der selv ved Anvendelsen af kon- centrerede stærkt rustdannende Substanser ikke frembringes den ringeste Rustvirk- ning (Udhævelserne af Probst) til Trods for, at Ridserne ved denne Belastning allerede var temmelig aabne . . . Først naar Ridserne bliver meget store, og Jernet anstrenges op til Flydegrænsen (2800 kg pr. cm2), begynder Rustdannelsen. Denne optræder imidlertid lokalt paa de Steder, hvor Ridserne dannes". Der kan hertil føjes den Bemærkning, at Jernet i Al- mindelighed i Jernbetonkonstruktioner ikke faar højere Spændinger end 1000 å 1200 kg pr. cm2, altsaa ikke engang det halve af den angivne Belastning. Imidlertid var de undersøgte Bjælker 87