Hovedtrækkene af de vigtigste fysiske Maalemetoder

LUFTTERMOMETRET I4I ved Kvægsølvtermometret er tidligere nævnte. Disse Aarsager ere ikke tilstede ved Lufttermometret; man er ved dette ikke henvist til Glasset som Beholder, saa at man kan være fri for den ter- miske Eftervirkning; Luftarternes Udvidelse er mange Gange større end Beholderens; derfor kan dennes Udvidelse elimineres ved Be- regningen uden at forringe Nøjagtigheden, saa at Resultatet af Temperaturmaalingen alene kommer til at afhænge af Luftartens Egenskaber, ikke som ved Kvægsølvtermometret tillige af Beholde- rens. Endelig er forskellige Luftarters Udvidelseskoefficienter saa nær ens, at Vanskelighederne ved at tilvejebringe absolut rene Luftarter ikke kan gøre Temperaturmaalingerne usikre. Den internationale Komité for Maal og Vægt vedtog i 1887 at lægge Brintens Trykforøgelse ved Opvarmning til Grund ved Temperaturmaalinger. Naar Brinten blev valgt, var det fordi den kommer den ideale Luftform nærmest, hvorfor den bestemmer Temperaturen nærmest i Overensstemmelse med den ved Varme- teorien definerede absolute Temperatur; ogsaa Brintens lave kri- tiske Temperatur taler for dens Anvendelse. Op til 100—200° er der heller ingen Vanskelighed ved Brinttermometret;, men ved højere Temperaturer vanskeliggøres Brintens Anvendelse ved dens reducerende Virkning paa Glas og dens Diffusion gennem Metaller. Efter Chappuis’ Undersøgelser stemmer Kvælstoftermometrets Gang imidlertid saa nøje sammen med Brinttermometrets ved Tempera- turer fra ioo°—300 °, at man kan fortsætte med det derfra, hvor Brint- termometret vanskelig kan bruges. Fig. 59 viser efter Guillaume Af- vigelserne i forskellige Termometres Visning, naar de er inddelte til at