Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

INDLEDNING. 15 7. Optiske forhold. Man skjelner mellem stoffer, der er gjennenisigtige (som f. eks. glas), gje il nem skinnelige (som porcellæn) og ugjennemsigtige. Stof- fet kan undertiden være „gjennemskinnelig i kanterne“, o: kun ugjen- nemsigtig i tykke lag. Farve. Ved bedømmelsen af et legemes farve har man først de syv regnbuens farver (spektrets syv farver). Ved tillæg af mørke- og lyse- (mørkeblaa, lysegrøn o. s. v.) kan man faa nogle flere urbetegnel- ser. Endvidere kan man ved kombination af to farver, f. eks. gulgrøn, blaagrøn o. s. v., opnaa en del betegnelser til. De fleste legemers farve er dog sammensat, og man betegner disse farver ofte ved at sammen- ligne dem med bestemte legemers farve (f. eks. papegøiegrønt, chokolade- brunt, rosenrødt o. s. v.). Ofte kan et legemes farve variere i alle regnbuens kulører. Dette benævnes irisering og betinges hos gjennenisigtige stoffer af tynde luftskikt eller fine ridser eller revner. (Irisering optræder tydelig i sæbe- bobler i solskin, hos mineralet labradorit o. s. v.). Eiendommelig van- drende lysstriber viser det konveks slebne „tigerøie“ °g „katteøie“. Træder en enkelt eller et par farver sterkt frem, som f. eks. hos diamant, taler man om farvespil. Et eget farvespil i særlig røde farvetoner, saaledes som den optræder hos ædel opal, kaldes o pal i se ring. Fluorescens kalder man den eiendommelighed ved et stof (som f. eks. petroleum) at vise forskjellig farve i paafaldende og gjennemfaldende lys. Fosforescens er den egenskab hos enkelte stoffer, at de under visse betingelser lyser i mørket (er selvlysende, som f. eks. sankthansormen). Denne lysning viser fosfor, naar det ligger i luften, fosforcalcium bl. a. efter paavirkning af sollys (insolation), flusspat ved ophedning, sukker ved sønderslagning o. s. v. Glansen hos et stof er betinget af lysets reflektion uanseet farven. Man taler om glasglans, fedtglans, silkeglans, perlemoderglans, metal- glans o. s. v. Har stoffet ingen nævneværdig glans, siges det at være mat. Lysbrydningen er det fænomen hos lyset, at det ved overgang fra et legeme til et andet forandrer retning. De forskjellige stoffer viser en meget forskjellig lysbrydningsevne. Er den meget stor, som f. eks. hos diamant, kan den betinge et vakkert farvespil, idet lyset ved gjennemgang mellem to flader, der danner en vinkel med hinanden (prisme), spaltes i sine enkelte farver. I tilfælde nu legemet har en stor lysbrydning, vil disse farver træde saa meget længere fra hinanden og saaledes blive tydeligere og sterkere. Bestemmelsen af „lysbrydningseksponenten“ kan være til stor nytte ved undersøgelser, f. eks. af de forskjellige oljesorter. Alle i det regulære system krystalliserende stoffer og alle amorfe, gjennenisigtige legemer bryder lyset enkelt. Alle andre krystalliserende stoffer bryder lyset dobbelt, saaledes at en indtrængende lysstraale spaltes i to.