Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
496 SMYKKESTENE. Stenenes forskjønnelse befordres paa mange maader f. eks. ved anbringelse af forskjellig farvede metalblade eller paafuglfjær som underlag under farveløse stene. Ved ophedning af en sten kan dens farvetone ofte forbedres betydelig, eller stenen kan blive farveløs. Dou- ble tt er er stene, hvis overdel ved mastiks, Kanadabalsam eller et andet bindemiddel er tilkittet underdelen. Overdelen er da gjerne af en værdi- fuldere sten end underdelen. Ofte kan stenen være sammenkittet af flere sinaadele; ved nedlægning i kogende vand eller i alkohol kan kittet let bringes i opløsning. Feil ved en sten som mørke flekker eller ridser kan ofte dækkes ved kunstig farvning eller ved ophedning. Ved undersøgelse af ædelstene maa disse derfor altid være frie. Stenens indfatning kan være af forskjellig art. Den kan være nedlagt i en liden kasse, indfattet i en ring eller holdt fast med klør (krabbeindfatning). At omgive en større sten med smaa stene ved run- disten kaldes car mo is eri ng. Forfalskede ædelstene eller imitationer har man en mængde af, særlig af glas, hvortil sterkt brydende blyglas (strass) benyttes. Farv- ning udføres ved sammensmeltning med smaa mængder metaloksyder. De før nævnte sammenkittede ædelstene maa ogsaa kaldes forfalskede, hvis de udgives for at være af én sten. Doubletter, der er hule og fyldt med en farvet væske tør vel nu være sjeldnere. Ophedning og farvning (farvning af stenens underside) formaar ofte at give en simplere ædelsten udseende af at være en ædlere og værdifuldere sten som f. eks. glødede topaser, turmaliner og zirkoner, farvet calcedon, carneol o. s. v. Prøvning af ædelstene paa egthed udføres gjerne paa fysikalsk maade, da en chemisk undersøgelse som oftest er udelukket, da denne i tilfælde vil kunne ødelægge eller skade stenen. Undersøgelsen gaar gjerne ud paa at bestemme haardhed, specifik vegt, lysbrydning og dichroisme1), magnetiske og elektriske egenskaber, forhold ligeoverfor varme, o. s. v. Hvor en chemisk reaktion kan udføres uden varige merker af betydning, bør saadan foretages (bentyrkis, lazur- sten). Værdi og pris er i første række afhængig af stenens vegt. Denne udtrykkes gjerne i karat, der dog er lidt forskjellig i de forskjellige lande, omkring 0.205 g. Stenens pris staar i almindelighed ikke i ligefremt forhold til vegten (herom nærmere under diamant). Farve, glans, slibningens nøiagtighed etc. er desuden af væsentlig betydning. En feil kan nedsætte en stens værdi i høi grad. Prisen afhænger des- uden ofte af moden. ) Dichroisme (tofarvethed) kaldes den egenskab ved mange farvede mineraler at vise forskjellig farve eller farvenuance, naar de betragtes i to forskjellige retninger i gjennemfaldende lys (cfr. p. 16).