Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
496
SMYKKESTENE.
Stenenes forskjønnelse befordres paa mange maader f. eks.
ved anbringelse af forskjellig farvede metalblade eller paafuglfjær som
underlag under farveløse stene. Ved ophedning af en sten kan dens
farvetone ofte forbedres betydelig, eller stenen kan blive farveløs. Dou-
ble tt er er stene, hvis overdel ved mastiks, Kanadabalsam eller et andet
bindemiddel er tilkittet underdelen. Overdelen er da gjerne af en værdi-
fuldere sten end underdelen. Ofte kan stenen være sammenkittet af
flere sinaadele; ved nedlægning i kogende vand eller i alkohol kan
kittet let bringes i opløsning. Feil ved en sten som mørke flekker
eller ridser kan ofte dækkes ved kunstig farvning eller ved ophedning.
Ved undersøgelse af ædelstene maa disse derfor altid være frie.
Stenens indfatning kan være af forskjellig art. Den kan være
nedlagt i en liden kasse, indfattet i en ring eller holdt fast med klør
(krabbeindfatning). At omgive en større sten med smaa stene ved run-
disten kaldes car mo is eri ng.
Forfalskede ædelstene eller imitationer har man en mængde
af, særlig af glas, hvortil sterkt brydende blyglas (strass) benyttes. Farv-
ning udføres ved sammensmeltning med smaa mængder metaloksyder.
De før nævnte sammenkittede ædelstene maa ogsaa kaldes forfalskede,
hvis de udgives for at være af én sten. Doubletter, der er hule og fyldt
med en farvet væske tør vel nu være sjeldnere. Ophedning og farvning
(farvning af stenens underside) formaar ofte at give en simplere ædelsten
udseende af at være en ædlere og værdifuldere sten som f. eks. glødede
topaser, turmaliner og zirkoner, farvet calcedon, carneol o. s. v.
Prøvning af ædelstene paa egthed udføres gjerne paa fysikalsk
maade, da en chemisk undersøgelse som oftest er udelukket, da denne i
tilfælde vil kunne ødelægge eller skade stenen.
Undersøgelsen gaar gjerne ud paa at bestemme haardhed, specifik
vegt, lysbrydning og dichroisme1), magnetiske og elektriske egenskaber,
forhold ligeoverfor varme, o. s. v. Hvor en chemisk reaktion kan udføres
uden varige merker af betydning, bør saadan foretages (bentyrkis, lazur-
sten).
Værdi og pris er i første række afhængig af stenens vegt. Denne
udtrykkes gjerne i karat, der dog er lidt forskjellig i de forskjellige
lande, omkring 0.205 g. Stenens pris staar i almindelighed ikke i
ligefremt forhold til vegten (herom nærmere under diamant). Farve,
glans, slibningens nøiagtighed etc. er desuden af væsentlig betydning.
En feil kan nedsætte en stens værdi i høi grad. Prisen afhænger des-
uden ofte af moden.
) Dichroisme (tofarvethed) kaldes den egenskab ved mange farvede mineraler
at vise forskjellig farve eller farvenuance, naar de betragtes i to forskjellige
retninger i gjennemfaldende lys (cfr. p. 16).