Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Emne: kemisk
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
498
SMYKKESTENE.
ved der af raastenen afspaltes det nødvendige materiale for at give
stenen sin omtrentlige form. Derefter indsmeltes stenen i en legering
af bly og tin, saa en del af stenen rager frem. To stene, saaledes be-
fæstede, gnides nu mod hinanden til de fleste grovere facetter er dannet.
Stenen maa under denne operation gjentagende vendes i sit leie. Derpaa
følger den egentlige slibning, hvorved facetterne bliver glatte og glin-
sende, hvorpaa tilsidst de mindre facetter anbringes. Slibningen foretages
derved, at stenen klemmes mod en horisontal jernskive, der roterer om
sin vertikale akse. Denne skive bestrøes med diamantpulver befugtet
med olje. Saasnart en facet er færdig, dreies stenen med sin metalholder
saaledes, at en ny facet fremkommer o. s. v. Stenen maa faa et for-
nyet leie mindst 8 gange, forat en brillants 30 å 50 facetter er færdige.
Tilslut følger den egentlige polering. Er stenen som to rosetter
med fælles grundflade og gjerne omgivet af lutter 3-kantede facetter helt
rundt, kaldes den pendeloques og briolettes.
Diamant har haardhed 10, sp. v. 3.5, lysbrydningskoefficient — 2.5.
Krystalform: regulær, oftest i oktaeder, ofte med krumme flader. Bryder
lyset enkelt. Ved ophedning og ved at udsættes for blaat lys fosfori-
serer den. Glansen er eiendommelig — ligesom en blanding af metal-
glans og glasglans. Chemisk indhold: næsten rent kulstof (C). Ophedet
i surstof brænder den til kuldioksyd (CO2); men den kan ikke opløses eller
ødelægges af syrer eller andre opløsningsmidler. Sorte, amorfe diamanter
kaldes carbonados og har anvendelse som slibepulver og til stensag-
ning. De fineste diamanter er rene, farveløse og vandklare med livlig
glans. Juvelererne adskiller diamanter af 1ste, 2det og 3die „vand“.
De kan ogsaa være farvede, røde, gule, grønne, blaa o. s. v. Vakkert
farvede diamanter kan som sjeldenheder ofte være i særdeles høi pris.
Diamantens anvendelse. Foruden som smykkesten bruges
ogsaa diamant til glasskjæring. Hertil udfordres en naturlig krum flade.
En sleben sten ridser nok, men skjærer ikke glas, saaledes at det med
lethed brister. Desuden benyttes diamantaffald og pulver som slibe-
middel saavel for diamant som for andre haarde stene. Afsprængte
stykker og carbonados benyttes nu i stor udstrækning til boring i fast,
haardt fjeld („diamantbor“) og til stensagning samt til gravering i glas.
Prisen paa diamant er afhængig af størrelse og kvalitet; den veksler
ikke saa lidet. Prisen paa en karat god raavare er omtrent 60 kr.
Brillant af 1ste vand 200 å 300 kr., af 2det vand omtrent det halve.
Prisen stiger imidlertid raskere, end vegten øges. Tidligere gjaldt den
„indiske regel“ at prisen steg med 2den potens af vegten. Efter de store
fund i Sydafrika er imidlertid store diamanter, saakaldte solitäre □:
stene paa 5 å 10 karat og mere, mindre sjeldne, saa prisen paa saa-
danne er sunkne, medens de kurante 1 å 1.5 karats ikke er bleven
billigere.