Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

498 SMYKKESTENE. ved der af raastenen afspaltes det nødvendige materiale for at give stenen sin omtrentlige form. Derefter indsmeltes stenen i en legering af bly og tin, saa en del af stenen rager frem. To stene, saaledes be- fæstede, gnides nu mod hinanden til de fleste grovere facetter er dannet. Stenen maa under denne operation gjentagende vendes i sit leie. Derpaa følger den egentlige slibning, hvorved facetterne bliver glatte og glin- sende, hvorpaa tilsidst de mindre facetter anbringes. Slibningen foretages derved, at stenen klemmes mod en horisontal jernskive, der roterer om sin vertikale akse. Denne skive bestrøes med diamantpulver befugtet med olje. Saasnart en facet er færdig, dreies stenen med sin metalholder saaledes, at en ny facet fremkommer o. s. v. Stenen maa faa et for- nyet leie mindst 8 gange, forat en brillants 30 å 50 facetter er færdige. Tilslut følger den egentlige polering. Er stenen som to rosetter med fælles grundflade og gjerne omgivet af lutter 3-kantede facetter helt rundt, kaldes den pendeloques og briolettes. Diamant har haardhed 10, sp. v. 3.5, lysbrydningskoefficient — 2.5. Krystalform: regulær, oftest i oktaeder, ofte med krumme flader. Bryder lyset enkelt. Ved ophedning og ved at udsættes for blaat lys fosfori- serer den. Glansen er eiendommelig — ligesom en blanding af metal- glans og glasglans. Chemisk indhold: næsten rent kulstof (C). Ophedet i surstof brænder den til kuldioksyd (CO2); men den kan ikke opløses eller ødelægges af syrer eller andre opløsningsmidler. Sorte, amorfe diamanter kaldes carbonados og har anvendelse som slibepulver og til stensag- ning. De fineste diamanter er rene, farveløse og vandklare med livlig glans. Juvelererne adskiller diamanter af 1ste, 2det og 3die „vand“. De kan ogsaa være farvede, røde, gule, grønne, blaa o. s. v. Vakkert farvede diamanter kan som sjeldenheder ofte være i særdeles høi pris. Diamantens anvendelse. Foruden som smykkesten bruges ogsaa diamant til glasskjæring. Hertil udfordres en naturlig krum flade. En sleben sten ridser nok, men skjærer ikke glas, saaledes at det med lethed brister. Desuden benyttes diamantaffald og pulver som slibe- middel saavel for diamant som for andre haarde stene. Afsprængte stykker og carbonados benyttes nu i stor udstrækning til boring i fast, haardt fjeld („diamantbor“) og til stensagning samt til gravering i glas. Prisen paa diamant er afhængig af størrelse og kvalitet; den veksler ikke saa lidet. Prisen paa en karat god raavare er omtrent 60 kr. Brillant af 1ste vand 200 å 300 kr., af 2det vand omtrent det halve. Prisen stiger imidlertid raskere, end vegten øges. Tidligere gjaldt den „indiske regel“ at prisen steg med 2den potens af vegten. Efter de store fund i Sydafrika er imidlertid store diamanter, saakaldte solitäre □: stene paa 5 å 10 karat og mere, mindre sjeldne, saa prisen paa saa- danne er sunkne, medens de kurante 1 å 1.5 karats ikke er bleven billigere.