Statsbanedriften
1867-1892

Arbejderne i anden Række omfatte følgende Anlæg og ville ses af Plan II, der viser de samlede projekterede Anlæg: a. En dobbeltsporet Bane gjennem Vandværkets Terræn, Parken ved Gyldenløvesgade og videre gjen- nem Boulevarden som forsænket Bane til Østerbrogade, hvor Østerbro Station anlægges. Herfra svinger Banen mod Nord og løber langs Forbindelsesbanen mellem Frihavnen og Nørrebro Station indtil Strandvejsviadukt.en, hvorefter den svinger mod Nord til Hellerup, hvor den slutter sig til de derfra udgaaende Banelinier. b. Løftning af den dobbeltsporede Banelinie fra St. Jørgenssø over Nørrebro til Hellerup, saa at alle Niveauoverkjørsler paa denne Strækning bortfalde. c. Løftning af den dobbeltsporede indre Forbindelsesbane mellem Nordbanen og Frederiksberg Station, hvorved Niveaupassagen over Rolighedsvej borfalder. d. Forlægning af den nye under Anlæg værende Banelinie mellem Rangerbanegaarden ved Frihavnen og Nørrebro Station paa Strækningen mellem Lyngbyvejen og sidstnævnte Station. I Forbindelse med den uder b nævnte Løftning af Norbanen foretages en Forlægning af Nørrebro Station, saaledes at Peosonbanegaarden kommer til at ligge umiddelbart ved Nørrebrogade og Godsbane- gaarden paa den vestlige Del af det til den nuværende Nørrebro Station hørende Areal. Udgifterne til disse Anlæg anslaas til ca. 6,700,000 Kr., og den samlede Udgift ved Projektets Gjennemførelse altsaa ialt til ca. 24 Mill. Kroner. Det er Arbejderne i første Række, som er Gjenstand for Lovforslaget, men Ministeriet har i Over- bevisningen om, at Trafikens Udvikling snart vilde gjøre ogsaa de sidst nævnte Arbejder nødvendige, i Lovforslaget søgt Bemyndigelse til at sikre Staten de fornødne Arealer hertil. Det, der vilde naas ved Gjennemførelsen af Arbejderne i første Række, er altsaa: 1) Værksteds- anlæg af et saadant Omfang, at det bliver muligt paa tilbørlig Maade at vedligeholde Driftsmateriellet, hvad i Øjeblikket ikke er muligt og bliver vanskeligere, alt som nye Forbindelser komme til og Benyttelsen af Materiellet bliver stærkere og stærkere: 2) en Godsbanegaard med en heldig Beliggenhed og af en pas- sende Størrelse, medens den nuværende er af den Beskaffenhed, at den saa godt som til Stadighed er over- fyldt og at vi til sine Tider kjøre fast; 3) en Personbanegaard med det tilstrækkelige Antal Perroner til en hurtig Expedition af Togene, nu kunne vi kun expedere Togene med længere Mellemrum: 4) en Mulighed for at føre udenom Kjøbenhavn den Godstrafik, der ikke er bestemt for denne Station, men som nu maa føres derind for atter at føres ud, og endelig 5) at forandre den nuværende Rembroussementsstation til en Gjennemgangsstation for Trafiken fra Nord til Syd og omvendt. Fremtiden maatte det være forbeholdt at aabne endnu en Linie over Østerbro gjennem Boulevarden ind til Centralstationen og at fjerne Ulemperne ved Niveauoverkjørslerne paa de stærkt befærdede Veje i Nærheden af Kjøbenhavn. Forslaget foreligger nu for Rigsdagen, og det er naturligt, at Spørgsmaalets Vigtighed og Bekost- ningens Størrelse maa kræve mange Overvejelser og afføde mange Ønsker om at søge Spørgsmaalet løst ad andre og billigere Veje. Tilfredsstillende er det imidlertid, at der under Behandlingen i Folkethinget fra alle Sider er bleven udtalt en Erkjendelse af, at Forholdene, som de nu ere, ikke længere ere holdbare, og at Noget bør der gjøres. Kommissionens Flertal er kommet til sit Projekt med Fremtidens Krav for Øje. Thi det er det mest overraskende ved Jernbanerne at se den hurtige Udvikling, som følger i deres Spor. Det er nu 25 Aar siden, Staten overtog de jydsk-fynske Baner; Nettet var den Gang 40 Mil, nu omfatter det 6 Gange saa meget, Søforbindelserne iberegnede. Men i samme Tidsrum er Persontrafiken voxel 12 Gange, den samlede Indtægt 16 Gange, Godsfærdselen 20 Gange og Kreaturfærdselen 25 Gange. Der ses intet Spor til, at denne Udvikling er i Standsning. Atter i Aar trives Driften vel, trods Kolera og Kvægsyge, og jeg tror Kommissionsflertallet har gjort vel i at udarbejde Projekte! med denne Udvikling for Øje. Det fore- kommer mig. at man ikke har noget bedre Bevis paa, at Kommissionens Flertal har set rigtig, end de Lovforslag, der i Øjeblikket foreligge Rigsdagen i Retning af nye Jernbaneanlæg og som ville forøge Ba- nernes Omraade her i Landet med fra 50 til 100 Mil, dels Privatbaner og dels Statsbaner, hvad der ganske naturligt vil øve en meget betydelig Indvirkning paa de nuværende Forhold. Hvor ønskeligt det imidlertid end vilde være at se Kommissionsforslaget gjennemført i sin Helhed, eller dog de af Ministeriet foreslaaede Arbejder i første Kække, saa maa det paa samme Tid erkjendes, at en delvis Gjennemførelse er mulig og at man vil kunne arbejde sig igjennem de nærmeste Aar ad denne Vej. Saaledes har jeg ogsaa opfattet Ministerens Udtalelse, da han sidste Gang i Rigsdagen havde Ordet i denne Sag, at det var ham vigtigere at faa fastslaaet Rammen for Udvidelserne og det foreslaaede Program godkjendt og sikre sig Muligheden af det Heles Gjennemførelse, om ikke paa en Gang, saa delvis ef'terhaanden. Jeg nævnede før, at det var 25 Aar siden, Staten overtog Driften af de jydsk-fynske Baner. Den 1ste September var det vor Jubilæumsdag, og vi fejrede den ved at udgive et beskedent Festskrift, som giver en Oversigt over Driftens Virksomhed og Resultater, belyst ved nogle faa Tabeller og Kort, og som vil være bleven tilstillet d’Hrr. Skriftet, som har fundet velvillig Omtale saa vel herhjemme som i Udlandet, begynder med Billeder al nogle af vore større Bygningsværker: nemlig den faste Bro over Limfjorden, Dampfærgestationen ved Helsingør og selve Dampfærgen, altsaa de Midler, hvormed vi iværksatte Overgangen over vore talrige Bælter og Sunde. Vi have nu 6 Dampfærgeovergange, og Udviklingen af disse vil ef'terhaanden brede sig videre. Men de maa kun betragtes som et Gjennemgangsled i Udviklingen, idet de faste Broer ere de, som bedst ville vise sig at opfylde de stillede Krav, dels af Hensyn til Dampfærgernes kostbare Drift og den Afbrydelse i den regelmæssige Overfart, som bevirkes af Ishindringer ved Vintertid. Derefter følger Fortegnelser over Indenrigsministrene og Banernes øverste Embedsmænd samt af de Love og Anordninger, som vedrøre Statsbanerne, og som selvfølgelig begynde med Loven af 14. Marts 1867