Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VII SEJLADSEN PAA DE OSTINDISKE j to Vagter, Kongens og Dronningens, der skulde have Vagt fire Timer ad Gangen, og der blev foretaget forskellige forberedende Arbejder. »Jeg saa eller hørte ikke andet end Eder og Forbandelser, Hug og Slag, hvor man end kom og var, Raab og Skrig, og heraf havde de øverst- befalende stor Morskab og Tidsfordriv«, skriver Arni Magnusson. De forlod København under Salut paa 27 Skud og ankrede samme Aften ved Helsingør, atter under Salut, og her laa de i tre Uger og fik imedens 14 Okser, 30 Svin, 15 Faar, 2 Væddere, 2 Geder og en Ko, der skulde til Kina for tredie Gang, om Bord, og dertil Vin og Brænde- vin. Og saa gik de til Søs. I Skagerak laa de i otte Dage og kryssede med stiv NV Vind, men Kaptajnen turde ikke løbe ind til Norge, fordi en Del af Besætningen truede med at rømme. Videre kom de da omsider, men stadig med Storm og Sne og Frost; de fik kun lidt Søvn, men der- imod. en Mængde Hug og Slag paa deres vaade, frosne og sultne Kroppe. Da de var slupne Nord, og Vest om Irland, og kom ned 1 varmere Himmelstrøg, saa de kun gik i Uldtrøjer og Underbenklæder, blev Underofficererne glade, fordi Folkene skreg saa højt, naar de tampede dem med deres tykke Tove. Kaptajnen har dog aabenbart ikke været blottet for Humanitet, thi han gav nu Ordre til, at de tykke Tampe ikke maatte bruges, saa længe de sejlede i Varmen, men der skulde laves smalle Tampe af Raabaand, og disse skulde forevises for Officererne, før de maatte bruges. Der var en Overstyrmand, som Folkene ikke kunde lide, fordi han var den værste til at straffe dem, og ham spillede de en Dag et lille smagfuldt Puds. Han havde Vagt og havde lagt sin Kikkert fra sig, medens han gik ind i sit Kammer for at forfriske sig med lidt Brænde- vin, hvoraf han plejede at nyde en Pot paa sine fire Timers Vagt. Imedens han var borte, fangede en Matros en Lus i sit Haar og satte den paa Kikkertens Linse, og da nu Overstyrmanden kom ud igen og saa 1 sin Kikkert, begyndte han at prise Gud, fordi de nu ikke havde langt til Land — han saa jo der en Jolle komme roende med tre Aarer paa hver Side — og han gik straks ind til Kaptajnen og meldte den glædelige Nyhed. Kaptajnen var lige vaagnet og var gnaven; han tog dog sin Kikkert og gik med ud, men kunde ingen Ting se, og saa kom de op at skændes. Imidlertid faldt Lusen af Linsen, og saa var Jollen borte.