Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

— 1 i».1 ■..........If I 780 THOMAS B. BANG IX ■ ferencen, havde de Forenede Stater nægtet at deltage, »ikke paa Grund af Pengebeløbet, thi det er kun en Biting, men fordi de derved vilde anerkende Danmarks Berettigelse til at behandle en af Nationernes store Søveje som et lukket Hav, og til at betragte Sejladsen derpaa som et Privilegium, hvorfor det kunde kræve Skat af dem, som vilde benytte denne.« Det var saaledes for Staterne et Principspørgsmaal ikke at anerkende vor Ret til Øresundstolden. Hvad de blandt andet frygtede (eller i det mindste foregav at frygte) var, at hvis man aner- kendte denne Told, kunde det give Anledning til, at lignende Afgifter blev paalagt ved andre Stræder i det aabne Hav, som Gibraltarstrædet og Strædet mellem Sicilien og Italiens Fastland. De tilføjede da ogsaa i deres Afslag, at de ville være villige til sammen med de andre Na- tioner at udrede en Erstatningssum for den Fordel, deres Handel kunde drage af Danmarks Udgifter til at lette og sikre Sejladsen i Sundet og Bælterne. Deres Trusel om at nægte at erlægge Øresundstolden, naar Handelstraktaten var udløbet, blev da heller ikke til Virkelighed, idet vi opnaaede en Forlængelse af Overenskomsten, til Konferencens Arbejde var endt. Og da først dette var sket, gik alt let. De Forenede Staters Andel i Afløsningen var fastsat til omtrent halvanden Million Kroner, og de betalte denne Sum villigt og kontant, idet de blot for- melt holdt fast ved, at Beløbet ikke blev udredet i »Afløsning«, men til Erstatning for vore Forpligtelser til at holde Sundet sejlbart. Fra de fleste øvrige Lande indgik Beløbene ogsaa uden videre For- handlinger eller Besvær enten kontant eller i Afdrag. Med Belgien gjorde vi Afregning saaledes, at deres Afløsning blev erstattet med dette Lands Forpligtelse til at betale Toldafgifter paa Schelde for de danske Skibe. Spaniens Part i Afløsningen beløb sig til godt to Mill. Kr. Af denne Sum fik vi omtrent en Fjerdedel i rede Penge og Resten i Gældsbeviser, som vi senere solgte om end med noget Tab. Men det mærkelige var, at samtidig skulde en Erstatningsforpligtelse for nogle danske Skibe, Spanierne havde opbragt, være bortfaldet. Et Offer maatte vi saaledes bringe, men om det var særlig stort, turde dog være et Spørgsmaal. Den Gæld, hvori Spanien stod til os, var nemlig af meget gammel Dato; den stammede fra Aarene 1625—29, da Christian IV tog Del i