En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

94 forsvundne hos 7, bedrede hos 5, uforandrede hos 10 og for- værrede hos 6. 76 havde tidligere haft normal Fordøjelse, hvil- ket fremdeles er Tilfældet med de 71 o. s. v.“ For at kunne bedømme ovenstaaendes Værdi, maa det erin- dres, 1) at der foruden de ovennævnte Patienter fra 1901 endnu var 76, som ikke har svaret paa Forespørgslerne, hvoraf 68 af den gode Grund, at de var døde i Mellemtiden, og 2) at Patienterne jo som Regel ikke fortsætter med „Fraadseriet1' efter Hjemkomsten. Prof. S. fortæller selv ærligt og redeligt (U. f. Læger 1905 S. 900): „Men Resultatet bliver som oftest, at Patienterne bliver saa lede og kede af Sanatoriets „finere“ Mad, at den daglig- dags Kost i Hjemmet smager udmærket — indtil de ogsaa bli- ver kede*) af den, hvilket næppe kan undgaas, hvis de i Hjemmet skal vedblive ikke at arbejde.“ Professor Saugman kan aabenbart ikke se, at hans Stati- stik af Skumlere kan udlægges paa følgende Maade: Blandt de 180 Patienter fra 1901 er der kun 78 (71 +7), om hvilke man véd, at de i 1905 ikke havde Maveforstyrrelser. Heriblandt findes selvfølgeligt for det første alle „Hestemaver“, og for det andet sandsynligvis en Del normale Maver, som muligt nok har lidt en Del i 1901, men som ved de sidste 3 Aars dagligdags Kost har rettet sig igen. De ødelagte Maver findes naturligvis imellem de resterende 102 og specielt mel- lem de 68 døde, og nu er der det store Spørgsmaal, hvormange af disse der kunde have undgaaet Døden, hvis der ikke havde været budt deres Mave en saa drøj Omgang, som Overernæring med „Kurkosten“ unægtelig er? Skumleren mangler Materiale til at bevise sine Skumleriers Rigtighed med, men det er heller ikke hans Sag. Prof. S. har indladt sig paa den Opgave at bevise, at Kurkosten ingen skade- lig Virkning har paa Maverne, men det bevises ikke ved, at 78 af 180 fra 1901 ingen Mavepine har i 1905! Professoren vil selvfølgelig hævde, at Resultaterne i det hele er saa gode paa Fakkegraven i Sammenligning med andre *) Jeg maa protestere imod, at man skulde blive ked af „dagligdags“ Kost, naar den er ordentlig tilberedt og blot en lille Smule afvekslende. Det er netop, som før nævnt, forbav- sende, saa længe man kan vedblive at spise tarvelig Mad med fortrinlig Appetit, medens man saa hurtigt bliver ked af finere Mad. Ja, det vil sige, stopper man sig for stærkt, bliver man jo ked af alt, ogsaa af tarveligere Mad. Det er blot Mavens naturlige Protest mod det unaturlige!