En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

143 mod Overfodring med den særdeles gyldige Grund, at de ikke er sultne, presse vi dem saa ikke med Vold og Magt til at synke „endnu en lille Bid“? Naar de ynder Kartofler, Smørre- brød og ikke vil spise Middagsmad, presser vi dem saa ikke til at spise Kød og Æg „for at faa Kræfter“? Hvorlænge varer det, inden vi præsenterer Gift Nr. 1 — Kaffen, som de oftest af Naturen slet ikke ynder? Lader vi dem ikke i en forholds- vis ung Alder faa den samme stærkere og stærkere Kaffe, som vi selv „strammer os op med“? Og opnaar vi ikke derved, at mangen ung Pige i Konfirmationsalderen har Hjertebanken, „Nerver“ o. s. v.? Hvorlænge varer det, inden vi ved Eksemplet forfører Børnene til Gift Nr. 2 — Nikotinen, der sløver deres Aandsevner og yderligere svækker Hjertet og Nervesystemet. Ja selv den sidste og værste Gift, Alkoholen, dresserer vi dem muligt ogsaa, i den gode Tones Navn, til at nyde med Anstand. Kommer hertil, at vi indespærrer dem i maaske snavsede og kvalme Skolestuer og do. Hjem fra Morgen til Aften, saa for- bavses man egentlig hver Gang, man, i Byerne i hvert Fald, træffer et normalt sundt og livsglad Menneske paa 20 Aar. I alt Fald er det meningsløst at forarges over alle de livs- trætte, blaserte Vrag, som vi selv har udklækket. Kan det for- bavse, at slige Stakler, der muligt aldrig har følt den ægte naturlige Livslyst, nu anstiller en vild Jagt for at fange den Lykke og Nydelse, som de har en Anelse om maa findes et eller andet Sted? Da de ikke kan finde den i Naturen, søger de den udenfor, ja sværger paa, at Livsnydelse maa købes med Nydelsesmidler, der „letter Livets daglige Pinagtigheder“. (Se f. Eks. Dr. med. Torrilds Hymne for Alkoholnydelse i „Det ny Aarhundrede“, 1. Februar 1904. S. 545.) Man kan undskylde disse stakkels Mennesker med, at de muligt handler i god Tro. Naar de ikke har følt den ægte Livs- nydelse, er det kun naturligt, at de anser den uægte for den eneste ægte. At Nydelsesmidlernes Apostle virkeligt ikke ken- der noget til Glæden over Livet i og for sig, det gaar som den røde Traad gennem alt, hvad de skriver og siger. Vi maa derfor erindre, at vi forhandler med syge Mennesker*), hvilket jo forandrer Situationen noget. *) Under en Diskussion i Ugeskrift for Læger med en bekendt københavnsk Kollega, an- vendte denne i fuldt Alvor imod mig følgende Citat fra Prof. Sahli i Bern: „Die Menschen sind pathologische Thiere geworden und brauchen des Alkohols“ (Menneskene er bievne sygelige Dyr og