En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

16 omfanget er jo endog over Maksimum for de 12—13 aarige. Mærkeligt nok er det Barn (Anna), hvor Overvægten over de Jævnaldrende er mindst, samtidigt det mest kødelskende. Jeg paastaar ikke, at ovenstaaende beviser, at tarvelig Leve- maade giver kraftige Børn, men det beviser i alt Fald, at ægge- hvidefattig Kost ikke er nogen absolut Hindring for god legem- lig Udvikling i Barnealderen, og dog er det jo i denne Alder, at man snarest kunde vente, at Æggehvide i rigelig Mængde kunde have Betydning. Jeg skal bemærke, at Børnenes aande- lige Evner ogsaa synes at være veludviklede efter Alderen. At der er mange Børn fra fattige Hjem, der er daarligt ud- viklede baade legemligt og aandeligt, det betvivler jeg ikke, men tvivler om, at Grunden er for lidt Æggehvide, jeg tror snarere, at den er for megen Kaffe (Cigaretter?) og maaske for lidt Fedt. Kaffe og Wienerbrød er jo som bekendt Hovednæ- ringsmidlet i mange københavnske Smaagader. Feriebørn vil ofte nødigt spise andet. Ved at sammenholde ovennævnte Erfaringer med mine Er- faringer med Hensyn til Patienter, er jeg efterhaanden kom- men til det Resultat, at vi vist næsten alle mere eller mindre forspiser os. Vi kan sikkert nøjes med langt mindre Næring og specielt med mindre Æggehvide, end vi tror. Jeg har en Mis- tanke om, at en uhyre Mængde af Lidelser — Mave-, Nerve-, Lever- og Nyresygdomme — simpelthen skyldes Forspisning. Jeg tror, at vi Læger her har syndet umaadeligt overfor vort Klientel. Naar alle disse mave- og nervetrætte Individer kommer til os og klager over deres Slaphed, Sløjhed og Livslede, hvor ofte har vi saa ikke prædiket for dem, at de skulde spise godt „Dygtigt med kraftig Kost, Kød, Æg o. s. v. o. s. v.“ Muligt har har vi endog tilraadet „Chinadraaber med Portvin“, „Bajer* eller „Rødvin“ for at faa Maden til at glide. Men jo mere Maden gled, desto sløjere blev vore Patienter. Vi vilde ganske sikkert ofte med tilsyneladende „Sultekost“ kunne have opnaaet at faa Kræfterne til at komme igen! Der er jo det ved den stærke Kødspisning, at den som oftest smager godt, og derved narres vi til at overlæsse den stakkels Mave. Jeg er ikke sikker paa, om ikke Vegetarianismens utvivlsomme Triumfer overfor visse Lidelser tildels skyldes, at „Linsebøffen“ ikke frister til Over- fodring !