En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

20 Efter Liebigs Theori maatte altsaa Æggehvidens Sønderdeling rette sig efter Muskelarbejdet. Man maatte ligefrem efter N-Ud- skillelsen i Urnen kunne regne sig til Muskelarbejdets Størrelse. Saasnart man imidlertid begyndte at anstille Stofskifteforsøg viste det sig6), vistnok til Fysiologernes store Overraskelse, at Æggehvidesønderdelingen var akkurat den samme under Hvile og under Arbejde. Herfor maatte Liebigs Teori falde, men han selv og hans Tilhængere7) (Lehmann, Frerichs, Bidder og Schmidt) modificerede saa Teorien derhen, at det virkeligt nød- vendige (nyttige) Æggehvidehenfald altid stod i Forhold til Mu- skelarbejdet, men tilførtes der Overskud, saa forbrændte dette i Lighed med Fedt og Kulhydrater til forholdsvis ingen Nytte. Det blev en „Luksuskonsumption“ (Luksusforbrug). Dette Ud- tryk kastede Voit sig over med stor Energi. Hans Slagord blev: „Der gives ingen Luksuskonsumption.“ Og skønt der ganske sikkert er noget om det med den Luksus, saa slog Voit ved sin Autoritet og Overlegenhed i Debatten dette Begreb ihjel for lange Tider. Voits Argumentation mod L.-k. forekommer mig meget interessant og lærerig, hvorfor den gengives noget ud- førligt : Efter Luksuskonsumptionsteorien maatte Æggehvidehenfal- det under Hunger være Maal for den nødvendige Æggehvide- mængde. Hvis det virkeligt nødvendige Henfald altid stod i For- hold til Arbejdet, saa er det jo klart, at naar et Dyr eller et Men- neske uden Tilførsel af Æggehvide udførte et bestemt Arbejde, maatte den til Arbejdet nødvendige Kødmængde sønderdeles. Hvor meget „Kød“, der forbrugtes fra Individets Krop, maalte man saa ligefrem gennem N-Udskillelsen i Urinen. Her havde man saa det nøjagtige Maal for, hvor megen fordøjelig Ægge- hvide det vilde være nødvendigt at tilføre i Føden. At tilføre mere var Luksus, var Spild. Denne af Luksuskonsumptionsteorien opstaaede Teori om Hungeromsætningen som Maal for den nød- en vis Kost er i Æggehvideligevægt, undersøger man altsaa N. i Føden, Ekskrementerne og Urinen. Findes mere de to sidste Steder tilsammen, end i Føden, saa siger man, at Personen er i Under- balance o: „taber Kød“. Forøvrigt regnede Voit ikke ganske med ovennævnte Tal. I Stedet for med N. X 61/* X 5, regnede han med N X 7 X 4, 2= 29, 4. Hvis man ikke husker paa dette, faar man ikke Voits Tal til at stemme med Nutiden. Da, som nævnt, i mange Fødemidler en stor Del af Kvælstoffet stammer fra lavere Forbindelser, — „Amider“ (i Karofler endog ca. Halvdelen), saa begaar man jo i Virkeligheden større Fejl ved at regne N. X 6'A = Æggehvide, tilmed da man hidtil har ment,8) at Amiderne ikke kan erstatte Æggehvide. Ved Revision af tyske Forsøg er jeg kommen til det modsatte Resultat. (Se Efterskrift.) Har jeg Ret, er det jo rigtigt nok at regne med Raaæggehvide.