En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

22 „Historikeren Joh. v. Müller skriver etsteds, at „Friheden trives, hvor Osten laves“, o: hvor der nydes rigeligt Æggehvide. Tilhængere af Luksuskonsumptionen maa altsaa ogsaa kalde Friheden for Luksus!“ Det var sikkert Voits glimrende Sprog, overlegne Polemik, der afvæbnede Modstanderne. Det forekommer mig interessant at se, hvordan en glimrende begavet Mand er i Stand til at bringe falsk Lære til Sejr i Videnskaben for Snese af Aar. Man skulde jo egentligt synes, at Voits egen Opdagelse, nemlig at Muskel- arbejde ikke forøgede Æggehvidehenfaldet, i og for sig var dræbende for de ovenfor fremførte Anskuelser; men Voit for- maar at slippe uden om Hjørnet ved følgende Ræsonnement: „Omsætningen i Cellerne gaar ens for sig, hvad enten Individet er i Arbejde eller ikke. En rigelig Æggehvidetilførsel er kun en Betingelse for, at der kan udføres rigeligt Arbejde. Stærkt Ar- bejde fordrer kraftig og veludviklet Muskulatur, det vil sige høj Æggehvidestand. Derfor (og ikke fordi Æggehviden sønder- deles særligt ved Arbejde) er rigelig Æggehvidetilførsel nødven- digt ved vedvarende, strengt Arbejde.“ Voit sætter altsaa: Høj Æggehvidetilførsel = høj Æggehvide- stand = kraftig Muskulatur. Spørgsmaalet er blot, om den Lig- ning er rigtig. Det var jo det, der skulde bevises. Men Beviser* ) indlader Voit sig ikke paa. Det, der skulde bevises, opstilles ganske simpelt som Facit. Voit flyttede nok fra Liebig, men Nissen (Æggehvideovervur- deringen) flyttede ganske stille med. Voit formaaede ikke at bryde med Tidens Løsen, og Tidens Løsen stod paa Æggehvide. Det er interessant at se, hvordan Voit egentlig har en Fornem- melse af, fra hvilken Side det for ham dræbende Slag vil komme. Han forsøger paa Forhaand at afbøde Slaget ved føl- gende Ræsonnement :8) „Man kunde mene, at vel var ved Legemets store Rigdom paa Æggehvide, saa meget (2500 Gram) Kød nødvendigt for sig alene, men at sandsynligvis en Del heraf lader sig erstatte ved Fedt eller Kulhydrat, uden at Kroppen taber af Kød. Dette er *) Den eneste Antydning af Bevis er, at Voit et Sted siger, at en Hund var mere livlig, naar den fik 2500, end naar den fik 500 Gram Kød. Det er jo ikke i og for sig saa meget mærkeligt. Ingen vil vel nægte, at Kød er naturtig Føde for en Hund, og at den er mere glad ved Kød end ved Fedtebrød!