Festskrift. Landsudstillingen I Aarhus

Farer Du frem paa det lynrappe Hjul, skrider Du over det skillende Hav, alt, hvad din Evne formaar, ene ved mig det bestaar, jeg er din Storhed og Styrke! Og Røsterne stiger fra Stilhedens Bund. Det er Kunsten, som taler af Taushedens Mund- Formens Skønhed, skabt af Gud, er i Altet, lig en Larve, der ved Sol kan flagre ud som et Digt i Ord, i Farve, Drøm i Toner, Drøm i Sten — Jeg er fast, og jeg er Bølge; jeg skal lysne, jeg skal dølge; jeg skal løfte Modet over Mén. Jeg er Ild og Lue. Knæl, og Du vil skue Livets Flamme tindre rank og ren! Saa taler de tiende, taalsomt biende, gennem det livløse Stof. Saa lyder det til os fra Hallernes Lunger, mangefold mod os det malmfuldt runger: vort Land og vort Liv i vort Arbejds lutrede Tunger ? Nær er nu Stunden. Naaet er vort Maal. Hvad vore Kræfter higede efter; hvad vi har ofret af Tid og af Taal; hvad rig og hvad ringe har mægtet at bringe: frem vi det bærer som Frugter i Skaal! Held over Byen, som bygger med dristig Hu og med kyndig Haand! Stolte vi er af vor Stad, 12 —