Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

15 — skal blive paavist — sin store Betydning, og man be- høver ikke at frygte for at trætte et Barn, thi selv om det aldrig kommer til at tegne efter Klodser o, desk, vil man dog altid — som ogsaa skal blive paavist — kunne gjøre Undervisningen tiltrækkende. Jeg tror derfor, at Undervisningen for Børn i Hovedsagen bør indskrænkes til Gjengivelse af plane Forbilleder; en- kelte af de mere fremmelige ville vel ved Skoletidens Slutning kunne komme til at tegne efter Legemer, men de færreste ville naa saa vidt: det skal gjerne indrømmes, at de herved gaa Glip af den Smule Fore- stilling om Perspektiv og Skygge, som de maaskee kunde danne sig ved at tegne efter Klodser o. desl., men dette Hensyn har langt mindre Betydning, end man i Regelen tror, thi skulle Børnene have nogen virkelig Forestilling om Perspektiv og Skygge, maa de enten tegne særdeles meget paa fri Haand eller de maa gjennemgaa et theoretisk Kursus deri: hvad de lære, blot ved at see flygtigt paa en Ting, er saa godt som Intet, thi man sér dog ikke synderlig mere, end hvad man iforveien véd og forstaar1. Vi komme nu til Spørgsmaalet om, hvilke Arter af Forbilleder man bør bruge. Med Hensyn hertil maa jeg maaske først have Lov til at sige, at man ikke paa nogen Maade bør bruge de saa meget yndede Nürnberger og Berliner Vorlegeblätter, som „der kleine Landschaftzeichner“, „der Blumenstrausz“, „Vorlegej blätter für kleine Mädchen“ osv. Det er i Regelen x JJette ser mau aagiig J&xempler paa, selv iblandt Kunst- nere. En saadan kan gjerne være en øvet Tegner, men har han ikke et ganske særligt Talent, vil han ikke kunne tegne en Arm eller en Ryg, naar han ikkS har lært Anatomi. Véd han, at disse Muskler og disse Knokler skulle ligge paa dette Sted, saa kan han tegne dem, men véd han det ikke, vil han afbilde