Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

— 18 —- bildninger af Flader, skulde det synes, at deres Om- raade maatte blive meget begrændset, men dette er ikke Tilfældet, thi der findes tværtimod en stor Mængde Formei at vælge imellem, nemlig de Silhouetornamen- ter, som Bygningskunsten og Dekorationsmaleriet i Ti- clens Løb har udviklet; det er disse, som jeg vil anbe- fale at benytte til Forbilleder, og de ville sikkert, ikke blot i den omhandlede, men ogsaa i flere andre Henseender egne sig fortrinligt dertil. Undervisningen sigtei jo nemlig ikke blot paa, at aabne Elevens Øie foi Forskjellen mellem denne og hin tilfældige Linie, mon den skal navnlig lære ham at sé Forskjellen mellem det Skjønne og Hæslige. I denne Henseende skulde det nu synes, at man lige godt maatte kunne benytte et hvilket- somhelst Forbillede, men det skal vise sig, at ogsaa her ville Silhouetornamenterne have et stort Fortrin. Thinaar den medfødte Spire til Skjønhedssands skal udvikles, kan det ské paa to Maader, enten idet Barnet saavidt muligt omgives med lutter Skjønhed og saaledes ubevidst vænnes til at foretrække dette for det ubekjendte Hæs- lige: dette er den naturlige — maaskee den bedste — man vilde nødig’ anses for at være dum, og saa sagde man ligesom de Andre, at det var deiligt. Man dannede sig da paa egen Haand den falske forestilling, at Skjønheden kun bestod i det typiske Griindmotiv, medens den i Virkeligheden bestaar i dettes Gjennemførelse, og denne Forestilling er endnu meget udbredt, saavel hos Haundværkere som hos en Del Kunstnere. Følgen deraf har været, at vor Kunstindustri i en eller et Par Menneskealders kun har gaaet ud paa overalt at anvende Pal- metter, der sædvanlig bleve meget raat udførte, medens man selv var i den Formening, at man producerede „klassiske“ Ar- bejder og „ædle“ Former. Man bar sig altsaa ad ligesom de afrikanske Smaakonger, der pynte sig med gamle Spidskjoler og Silkehatte og bilde sig ind, at de alene derved blive Kavalerer „i elegant europæisk Stil“-