Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

— 19 — Udvikling, men den er langsom og fordrer mange hel- dige Betingelser for at kunne lykkes; under alle Om- stændigheder har den kun med Livet, men ikke med Skolen at bestille og vedkommer os derfor ikke her; den anden Maade, hvorpaa Udviklingen kan. fremmes, er den, at Læreren forelægger Eleven forskjellige Former, idet han fremhæver og saavidt muligt begrunder Forskjellen mellem det Skjønne og Hæslige; dette er Skoleopdragel- sen. De Skjønliedsformer, der forelægges, kunne nu enten være valgte fra Naturens eller Kunstens Rige, men er det Opgaven at fremhæve og begrunde, er det en Selvfølge, at den sidste Kreds bør foretrækkes for den første. Thi i Naturen beror Skjønhe- den paa en saadan Uendelighed af sammensatte Be- tingelser, at det vil være vanskeligt at paavise den, for hvem der ikke allerede har et udviklet Blik, og det vil være aldeles umuligt at begrunde den; i Kun- stens Verden staar man derimod ofte over for en Række af Fænomener, der ere eller dog kunne isoleres, be- tragtes og begrundes hver for sig, og blandt alle disse Forhold er det atter de rhythmiske der ere lettest at faa fat paa; ja, naar der kun er Tale om Ruinfordeling og Linier- nes rolige Bevægelse, kan Skjønheden undertiden end og paavises med en næsten mathematisk Nøiagtighed. Undervisningen bør altsaa først lægge an paa, at aabne Øiet for det Rhytmiske, men i saa Tilfælde vil man neppe kunne tænke sig noget mere passende Apparat end de Ornamenter, hvis hele Betydning bestaar i deres Li- niers Rhytmus, idet de udelukkende ere komponerede med denne for Øie uden Hensyn til Lys og Skygge eller til ideelt Indhold. Men der er endnu en vigtig Omstændighed at tage i Betragtning: naar Eleven skal lære at faa Øie for Kunstskjønheden, maa man efter- haanden se at lære ham, hvad Kunst er, thi dette er en Viden, som man ikke fødes med. Det er derfor 2*