Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

— 20 — i højeste Grad formaalstjenligt, naar man bibringer ham Kundskab om, at Kunsten har en Udviklingshistorie, at der er noget, som hedder Stil i Kunsten, og at de forskjellige Stilarter adskille sig ved særegne karak- teristiske Træk, der bestandig gjentage sig inden for samme Kreds, medens de aldrig eller dog kun i en modificeret Skikkelse findes uden for den. Ogsaa i denne Henseende vil der næppe kunne findes noget saa passende Undervisningsapparat som et Udvalg af de Silhouetornamenter, som de forskjellige dekorative Stilarter i Tidens Løb have udviklet, thi disse ere i Virkeligheden ikke andet end koncentrerede Uddrag af de Grundstemninger, som til forskjellige Tider have givet Kunsten et forskjelligt Præg. Tager man dette Hensyn med i Betragtning, vil man ogsaa forstaa, at der lægges særlig Vægt paa, at det skal være virkelige historiske Ornamenter, hvis Plads i Kunstens Ud- vikling bestemt kan paavises. De moderne Remini- scentser „im gothischen und griechischen Style“ er det Værste man kan byde Eleverne, thi det er som om man vilde lade dem studere Ludvig den Femtendes Historie ved at læse Alexander Dumas’ „De tre Mu- sketterer“. Nu véd jeg meget vel, at man vil indvende, at det at tegne Ornamenter er en altfor vanskelig Op- gave for Begyndere; jeg skal dertil foreløbig svare, at jeg har forsøgt denne Undervisningsmaacle ligeoverfor mange Slags Elever og har aldrig stødt paa nogen Vanskelighed hos dem: Sagen har tvertimod interesseret dem i høi Grad. Der kan maaskee opstaa den Van- skelighed, at mange Lærere ikke tilstrækkelig kjende Kunstens Former og deres Udvikling, men Hindringer af denne Art skulle og maa overvindes. Det er natur- ligvis ikke min Mening, at man strax skal begynde med meget kombinerede Former; det behøver man