Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

— 22 — tværtimod —■ Dovenskaben og Skødesløsheden er maaskee oftest et Produkt afen forfeilet Undervisning; og hvad særlig angaaer den her omhandlede Sag, tr or jeg, at Børn i Regelen have Lyst, ikke blot til at tegne men særlig til at tegne godt og „pænt“ ; naar de til- lige have Ulyst til at arbeide mere paa en Tegning, er det sædvanlig kun fordi de tro, at den allerede er „god og pæn“; men den Vildfarelse maa en Lærer let kunne betage dem. At man paa den anden Side heller ikke maa plage dem, naai* de maaskee have store Vanskeligheder at overvinde og have tilbragt lang Tid med en Tegning, er en Selvfølge; det gjæl- der her at holde en god Middelvei, men Faren er størst naar man fordrer for lidt. Af samme Aarsag vil jeg ogsaa ubetinget tilraade, at man altid lader Eleverne optrække deres Tegninger med en Pen; dette er i og for sig et godt Middel til at give Haanden Fasthed, men det vækker tillige Sandsen for renlig Behandling, isteclenfor at de sædvanlige udgnedne fedtede Blyants- tegninger ligefrem ere demoraliserende i saa Henseende. Men der er endnu et vigtigt Formaal, som kan. naas, naar Læreren stiller strængere Fordringer til Fuld- endelse og Udførelse; det er, at man ogsaa paa denne Maade kan vække Elevernes Kunstsands, idet man lærer dem Respekt for Kunst. I denne Henseende har den ældre Tegneundervisning mange svære Synder paa sin Samvittighed. Den har „opmuntret“ Eleverne saa grundigt og gjort dem Veien saa let, at meget ofte baacle de selv og deres Nærmeste have faaet den Fore- stilling, at de Smaa vare store Kunstnere. Vi kjende jo dog alle disse skrækkelige slet tegnede Blomster- buketter, Landskaber og „ideale Hoveder“ som vore Mødre og Tanter have produceret, medens de gik i Skole og med Paaskriften „til min kjære Fader“ skjænket samme Mand paa hans Fødselsdag, hvorefter