Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

— 24 — Mængde smaa forskjellige rette og krumme Linier, der hver for sig ikke ere vanskeligere at kopiere end de Streger, hvoraf „Systemet“ bestaar; men som Helhed ere de rigtignok adskilligt interessantere end en Side fuld af ensformige Streger. Jeg lader altsaa Eleven begynde med at tegne smaa simple kvadrerede historiske Sil- houetornamenter og efterhaanden gaa frem til de mere sammensatte, der sluttelig tegnes uden Kvadrater. Ved Undervisningen maa Læreren nødig tillade Eleven at forlade en Tegning, før den er rigtig, Alt bør optrækkes med Pen; Passer og Blyantsmaal bør ikke tillades, og for at sikkre sig herimod bør man i Regelen lade Tegningen udføre i en anden Maalestok end Forbilledet. I de senere Aar anvender man meget, navnlig i Sverrig, saakaldte „Vægplancher“ — Fortegninger i stort Maal, der hænges paa Væggen, —■ og hos os er den samme Art Forbilleder indført under Navn af „store Konturer“, Dette Hjælpemiddel vil jeg imid- lertid fraraade at benytte, thi den eneste Fordel der- ved er, at Eleven er forhindret i at bruge Passeren, men det samme opnaas ved simplere Mioler paa den af mig foreslaaede Maad©. Paa dsn anden Side har Anvendelsen af de store Konturer den Ulempe, at Ele- verne ikke lære at tegne rene fine Linier; det hedder sig vel, at cis faa Øveis© i at trække sn kraftig Linie med fast Haand, og sér man paa Elevernes Arbeider kunde det ogsaa synes, at denne Anskuelse var rigtig, men det er kun Øienforblændelse, thi Linierne ere sjældent trukne med en „fast Haand“; de ere tvært- imod sædvanligvis Produktet af en langvarig Ud pillen og Udpenslen; men i saa Tilfælde er der ingen Mening i det Hele, og jeg anbefaler derfor, at man hverken gjør Forbilledet eller Tegningen større, end at selv de bredeste Linier kunne trækkes i ét Strøg med en al- mindelig grov Skrivepen.