Om Tegneundervisning
navnlig i Skoler for Børn

— 6 — og navnlig i Problemerne om Legemers Udfoldning, men denne Art af Undervisning er, saa vidt mig bekjendt, fuldstændig udelukket af Pigeskolerne. Der bliver alt- saa kun Hensynet til Brodeermønstrene tilbage; men spørg nu enhver, som forstaar den Sag, om han ikke troer, at en ung Pige vilde kunne aftegne et Mønster paa Ruden og „blække det op“, ja endogsaa „lave lidt om paa det“, omtrent ligegodt enten hun havde lært at tegne i Skolen eller ikke. Jeg troer, at enhver, der er istand til at see uhildet paa Sagen, maa svare jo, °g jeg troer, at Alle maa tiltræde denne Anskuelse, naar de erindre, at vore Bedstemødre og Oldemødre —• for ikke at tale om Middelalderens baldyrende og vævende Damer • havde ikke lært at tegne i Skolen, og deres Broderier paa Tapeter og Klædningsstykker vare dog maaskee bedre eller idetmindste ligesaa gode som dem, vor Tids Damer i Begelen producere. Og nu Hedebo- pigerne, Schweitzerpigerne, Dalkullerne, de slesvigske og belgiske Kniplersker og overhovedet alle Bønderpiger i Verden ? Savner man Tegneundervisning i deres Frembringelser ? eller maa ikke selv vore rudetegnende og opblækkende Damer tilstaa, at de noppe kunne frembringe saa elegante Mønstre som hine? —• For Pigebørn som for Drenge gjælder altsaa det samme: havde Tegneundervisningen ikke andet end praktiske Formaal, maatte man hellere opgive den. Det andet Svar, der vil blive givet paa vort Spørgsmaal, er af en mere løs Natur; det lyder saa- ledes: „Det er dog i saa mange Tilfælde rart at kunne tegne“. Dette Svar kommer især fra Folk, der lægge Vægt paa Tegneundervisningens almendannende Betyd- ning, uden at de dog rentud tør nægte dens praktiske Værd, men igrunden betyder det kun, at man selv ikke rigtig er paa det Rene med hvad man mener; og for- langer man en nærmere Redegjørelse, faar man derfor