Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 118 BENJAMIN FRANKLIN at indsuge Sollyset: »Jeg tog fra en Kræmmers Prøvekort en Del smaa, firkantede Stykker groft Tøj af forskellig Farve. Der var sorte, mørke- blaa, lyseblaa, grønne, purpurfarvede, røde, gule, hvide og andre Far- ver eller Farvenuancer. Jeg lagde dem alle sammen paa Sneen en klar, solrig Morgen. I Løbet af faa Timer var det sorte, der optog mest Varme fra Solen, sunket saa dybt, at det kom uden for Solstraa- lernes Rækkevidde; det mørkeblaa var sunket næsten lige saa dybt, det lyseblaa ikke fuldt saa dybt som det mørke, de andre Farver min- dre, eftersom de var lyse til, og det helt hvide laa paa Overfladen af Sneen og var slet ikke sunket. — Men hvad skal vi med en Filosofi, som vi ikke kan anvende til noget! Kan vi ikke lære af dette, at det ikke er saa praktisk at bære mørke Klæder som at bære hvide, hvor Klima eller Aarstid er varme og solrige?« — Og han drager en hel Række andre praktiske Slutninger af sine Iagttagelser — Kendsgerninger, der nu er Fælleseje, men som dengang var Opdagelser. Omtrent paa den Tid, da Franklin gjorde sin Opdagelse af Lynets Natur, blev han valgt ind i Pennsylvaniens lovgivende Forsamling og i Byraadet. Samtidig blev han Fredsdommer, og den engelske Regering udnævnte ham til Overpostmester for alle Kolonierne. Han lod sig modstræbende drage ind i disse omfattende Virksomheder, men man havde ikke Raad til at undvære hans Kraft og Evner. Kolonierne var paa den Tid i en. vanskelig Stilling. Franskmæn- dene søgte stadig at skyde deres Besiddelser frem langs Missisippi- floden og truede med at afskære de engelske Kolonier fra at udvide sig ind i Landet. Følgen var en lang Række Kampe mellem Eng- land og Frankrig, som endte med den store Styrkeprøve i den sidste »Kolonialkrig« 1755—1763. England sendte vel regulære Tropper over Havet til Forsvar for sine Kolonier, men disse maatte naturligvis selv hjælpe til, især med at dække Grænserne mod Indianerne. Her blev der et nyt Felt for Franklins Virksomhed. Han organiserede et Lande- værn, skaffede Midler til dets Udrustning, og blev endogsaa valgt til som Fører for et Korps paa 500 Mand at foretage et Strejftog mod Indianerne. Den berømte Videnskabsmand maatte nu lægge sig efter at løse saa nye Opgaver som at organisere Spejdertjeneste, lægge Marsch- planer og studere de bedste Maader til at sikre en Lejr mod Overfald. Men han viste sig Stillingen fuldkommen voksen, og da Korpset efter to Maaneders heldigt Felttog takkede af, hilste det sin Chef med en Æressalut, der, om man tør tro Datidens Beretninger, sprængte en hel Del af Glassene paa de elektriske Apparater i hans Hus. Samtidig med den stadige Krigsuro var der Strid mellem den lov- givende Forsamling i Pennsylvanien og Guvernøren. Han udnævntes