Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

SIDSTE AAR 139 burde sikre ham Menneskehedens Taknemlighed ligesaa vel som dens Beundring.« Samtidig med at Fulton arbejdede paa Dampsejladsens videre Udvikling, kastede han sig med Iver og Interesse over andre Opgaver. Han søgte at fremme Kanalanlæg i Amerika; det var hans Haab, at der skulde komme en Tid, da »Kanaler strakte sig gennem enhver Dal, snoede sig rundt om hver Høj, og bandt hele Landet sammen.« Han fortsatte, som før antydet, sine Forsøg med Under vands-An- grebsmidler, og han. paabegyndte Udførelsen af en Dampfregat. Som et Eksempel paa hans livlige Interesse for mekaniske Ting og hans kvikke Dømmekraft paa dette Omraade kan anføres en lille Hændelse, der indtraf i Aaret 1813. En Mand, ved Navn Redheffer havde i New York udstillet et Perpetuum mobile, som vakte stor Op- sigt og bragte mange til at tro, at Opfinderen virkelig havde løst det store Problem, og andre til at opstille de mærkeligste Teorier til For- klaring af Fænomenet. Fulton gik ogsaa til Udstillingslokalet for at se Vidunderet. Da han kom derind, udbrød han, fortæller Colden: »Det er en Krumtapsbevægelse.« Hans Øre havde straks røbet ham, at Hjulene ikke udførte en jævnt roterende Bevægelse, som de skulde efter Beskaffenheden af den Bevægkraft, som syntes at drive Værket. Han erklærede nu, at der var Bedrageri med i Spillet, og opfordrede Tilskuerne til at være med at afsløre det; lykkedes det ikke, paatog han sig alt Ansvar. Derefter begyndte han at nedrive nogle tynde Lægter, som blot syntes at støtte Maskinen, og i en af dem fandtes der en Tarmstræng. Ved at følge denne opdagede han, at den var ført gennem Væggen og langs Gulvet af Husets anden Etage til et Loftsrum. Herinde sad en gammel Mand og drejede en Krumtap, hvorved Tarmstrængen blev trukket frem og tilbage, og det var aaben- bart, at her var den skjulte Drivkraft for Værket. Fulton havde i sin Ungdom en Tid lidt af Brystsyge, og det var en af Grundene til, at han den Gang rejste til Evropa. Her kom han sig fuldstændigt; men fra 40 Aars Alderen havde han atter et svagt Helbred, og Uforsigtighed under Inspektionen af hans Værksteder hidførte i Vinteren 1815 et hæftigt Sygdomsanfald, som blev hans Død. Han blev begravet under store Æresbevisninger.