Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

180 GEORGE STEPHENSON Da Planerne om en Jærnbane, der kunde tage Konkurrencen op med den utaaleligt langsomme og kostbare Kanaltransport mellem Man- chester og Liverpool begyndte at tage fast Form, blev Opmærksomhe- den henledt paa George Stephenson, og da de Mænd, der i den Anled- ning sendtes til Killingworth, fik et godt Indtryk saa vel af Manden selv som af lians Maskiner, besluttedes det at ansætte ham som In- geniør ved den paatænkte Bane og foreløbig lade ham udføre Projek- teringen. Saa vanskeligt nu end dette Arbejde var — bl. a. paa Grund af de Hindringer, Egnens Folk lagde i Vejen for Linjeføringen -— var det dog langt vanskeligere for Stephenson at forsvare Planerne for den Parlamentskommission, som i 1825 havde Loven om Baneanlægget til Overvejelse. Han skulde her ikke samtale med praktiske Mænd, som han even- tuelt kunde føre ud og vise, hvad han havde udrettet, og hvorledes han vilde udføre nye Ting, men derimod forklare det hele for Mænd, der havde intet eller lidet Begreb om Sagerne og tilmed var blevet vildledt ved den voldsomme Agitation, Modstanderne af Planerne havde sat i Scene. Hvad værre var, han skulde staa overfor Mænd, hvis Maal det slet ikke var at forstaa lians Argumenter og findet det Rette, men, som tværtimod i Egenskab af Modstandernes lejede Fortalere havde til Maal at slaa ned paa ethvert svagt Punkt, og gribe hans rigtige Argu- menter og vende og dreje dem, saa at de syntes taabelige eller latter- lige. Og disse veltalende Advokater, der til Fuldkommenhed forstod den Kunst at jonglere med Ord, havde ovenikøbet Støtte hos Ingeniø- rer af høj Anseelse, medens Stephenson stod der alene som en Mand uden særlig Uddannelse eller mangeaarig Øvelse i Ingeniørkunsten og uden nogen virkelig anset Sagkyndig til at sige god for sig. Han havde, fortæller han senere selv, søgt over hele England for at finde en Ingeniør til at staa ved sin Side for Parlamentskommissionen; men han fandt kun én Mand, der kunde være Tale om, og han kendte ikke noget til Jærnbaner. Stærkest var hans Stilling i Spørgsmaalet om Anvendelsen af Lokomotiver; thi om han end her stod ene, var det som den ene- ste, der havde praktisk Erfaring i den Sag, og hans solide Viden gav hans Ord en Kraft og en Vægt, som selv den største Behændighed ikke kunde give Modstandernes. Rigtignok var hans Indsigt og Viden for kraftig en Kost til, at han fuldt ud turde byde Kommissionen den; det gik navnlig ikke an at tale rent ud af Posen om den Fart, der kunde opnaas ved Dampkørslen. Da han ved et Møde af Selskabets Bestyrelse