Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 22 JAMES WATT Samtidig begyndte Roebucks skjulte økonomiske Vanskeligheder at træde aabent frem. Han kunde ikke udrede Patentomkostningerne og Watt maatte derfor laane Penge hos Black. Skønt Watt ikke kunde slippe Dampmaskinen helt, var han nu nødt til at sætte fuld Kraft ind paa lønnende Arbejde. Han paatog sig Overopsynet med Udførelsen af en Kultranspor tkanal fra Monk- land til Glasgow, udførte Udstikningen til andre Kanaler m. m., gav Tegning til en Bro, planlagde .Havnearbejder ved Glasgow o. s. v. Disse Arbejder gav ham ret god Fortjeneste, og hans Opfindsomhed fik nye Afløb gennem de Opgaver han herved stødte paa. Han fremsatte bl. a. Planer til en vandsparende Kanalsluse og opfandt Forbedringer ved Maaleapparater. En Finskrue, hvorved en Tomme kunde deles nøj- agtigt i Tusindedele, en ny Spejlkvadrant til Landmaaling, en simpel Metode til Maaling af Afstande ved Hjælp af en inddelt Landmaaler- stok og en. Kikkert med to parallelle Traade i en bestemt Afstand, kan nævnes som Eksempler af denne Art. Ofte gik hans Maaleopfindel- ser fra det praktiske Livs Omraader over til Astronomiens og Meteoro- logiens Felter. Desuden bragte navnlig hans Forbindelse med Roe- buck og Black ham ind paa kemiske Forsøg af forskellig Art. Foran- lediget af et Brev fra en Ven med Forespørgsel om Dampkraftens An- vendelse i Skibe gav. Watt en Tegning af en Baad med en »Spiralaare«, som i Virkeligheden var, hvad vi nu vilde kalde en Drivskrue. At ud- vide sine Kundskaber ved Forsøg og Studier og at øve sit Snille paa Overvindelsen af tekniske Vanskeligheder og Udtænkning af nye Frem- gangsmaader var ret efter hans Sind og Natur. Men hans svage Le- geme taalte ikke de Strabadser, Ingeniørens Friluftsliv førte med sig, og hans følsomme og irritable Sind egnede sig ikke for Kampen med den ydre, haarde Virkelighed. I hans Breve til en Ven i Birmingham, Dr. Small, træffer man tal- rige Vidnesbyrd herom. Kort efter at lian har paataget sig Opsynet ved Monkland-Kanalen, skriver han saaledes: »Intet er min Natur mere imod end det daglige Tilsyn med Folkene. Men saadan gaar det jo i Livet, netop det hører nu med til min Virksomhed. Jeg lever i en stadig Frygt for, at min Mangel paa Erfaring skal bringe mig i Forlegenhed, eller at jeg ikke skal være i Stand til at kontrollere Arbejderne paa en tilfredsstillende Maade. — Den Tid, jeg har tilovers fra mit Arbejde, fordeler sig paa Hovedpine og andet Ildebefindende.« I et senere Brev hedder det: »Jeg vil hellere stille mig for Mundingen af en ladt Kanon end at opgøre et Pengemellemværende eller afslutte