Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 38 JAMES WATT Arbejdere tog Boulton med stor Ro; han forestillede Watt, at Fabrik- ken snart vilde blive tømt, om man afskedigede enhver, som begik en Fejl, og at Forholdene efterhaanden vilde bedres. Watt plagedes ogsaa af Frygten for Konkurrenter, der vilde stjæle lians Opfindelse eller finde paa noget nyt, som gjorde den værdiløs. I 1769, da Small havde skrevet til ham om et Patent paa en Damp- vogn, udtaget af en Linnedhandler Moore i London, svarede han: »Hvis Moore ikke bruger mine Maskiner til sine Vogne, kan han ikke drive dem med Damp; og bruger han dem, kan jeg stoppe ham.« Nu var han mindre tillidsfuld. Han foruroliged.es af de mange Forsøg, der blev gjort for at bestikke hans Folk til at förraade Hemmeligheder, stjæle Tegninger o. desl. eller at lokke dem bort til fremmede Lande. Der blev dog næppe opnaaet noget ad denne Vej. Det fortælles ganske vist, at Watts Planer om en Dampmaskine, hvor en Aksel skulde drejes ved Krumtap og Plejlstang blev opsnappet af en Fremmed som i Som- meren 1780 i Værtshuset »Waggon and Horses« ved Soho lyttede til en Arbejders Udvikling af Sagen; men dette er dog vist kun et Sagn, om end det er sikkert nok, at der af en Knapmager James Pickard fra Birmingham, blev udtaget et for Watt højst generende Patent paa en Ordning af denne Art. Af Forsøgene paa at slippe uden om Watts Patent var der kun et enkelt, som der var Grund til at tage alvorligt, nemlig det, der blev gjort af den før nævnte Hornblower og hans Sønner. Det var dygtige Folk, som Watt havde Respekt for, og deres Plan om at lade Dampen virke først i én Cylinder og derefter i en anden, var der en rigtig Tanke, som senere kom til at spille en stor Rolle; men da Hornblowers Maskine, paa hvilken der i 1781 blev bevilget et Patent, var vanskeligere at fremstille og derfor dyrere end Watts, og da dennes Patent hindrede Anvendelse af en Kondensator, blev Konkurrencen, ikke farlig. Med sit sædvanlige Sortseeri skrev Watt, da han hørte om Horn- blowers Patentansøgning: »Jeg tror ikke, vi er sikre en. Dag til Ende i denne foretagsomme Verden. Det synes næsten, som om éns Tanke bliver stjaalet, før man har udtalt den. Man skulde næsten tro, at Mo- nopoler er Naturen imod, og at den derfor samtidig indgiver flere af os de samme Tanker; desuden er jeg bange for, at den har opgivet at inspirere mig, det er kun med den yderste Anstrængelse at jeg kan udpønske noget nyt.« t Samtidig med at Watt saaledes jamrer over, hvor unyttigt det var at opfinde, og hvor udtømt hans Opfindsomhed var, viste denne sig i Virkeligheden saa frodig, som aldrig før. I samme Brev, i hvilket