Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 42 JAMES WATT For Watt var det Tryk, der hvilede over Firmaet, næsten uudholde- ligt. Det gik endda, saa længe Boulton kunde holde ham nogenlunde udenfor det; men da han maatte skrive under paa Pantsætningsdoku- mentet til den. London’ske Bank, var det ham næsten, som om han havde forskrevet sig til Fanden. De i den jævne, beskedne Mands Øjne uhyre Summer, det drejede sig om, forfærdede ham. Hvor godt han end kendte sin Opfindelses Værd, har han rimeligvis ikke kunnet und- gaa en Følelse af, at denne farlige Leg med andres Penge nærmede sig til Svindel. Noget af dette kommer frem i et Brev, han skrev til Boulton, da der snart efter blev Tale om nye Laan. »Tanken om Gælden til Lowe, Vere & Co.,« hedder det, »ligger for tungt paa mit Sind til, at jeg rigtig kan tage mig af vor Forretning, og desuden forbyder almindelig Hæder- lighed mig at bebyrde den med Gæld, som vi maaske aldrig vil være i Stand til at betale tilbage.« Det blev ikke bedre, men tværtimod værre med Tiden, og han stod til Tider paa Randen af Sindssygens Afgrund. Et Par Aar senere skrev han til Boulton: »Da jeg skrev under paa Dokumentet, var jeg besjælet af saadanne Følelser som intet Menneske, der gaar Døden imøde for en retfærdig Sag skulde misunde mig, og Tiden har ikke mildnet disse pinlige Følelser. Jeg syntes, at jeg i et Øjeblik gav Afkald paa Frugten af et helt Livs Arbejde, og at jeg, om der skulde hænde Dem eller mig noget menneskeligt maatte lade min Hustru og mine Børn ganske uden Eksistensmidler, fordi jeg havde bortkastet den eneste Juvel, Skæbnen havde skænket mig. Disse Pengeaffærer tynger mit Sind, saa jeg næsten er ufølsom overfor alt andet og ikke kan glæde mig over noget, før denne Byrde er taget fra mig; maaske er jeg efterhaan- den blevet saa af vant med at føle Glæde, at jeg aldrig mere vil være i Stand dertil.« Boulton selv følte naturligvis ogsaa Trykket af sine store økono- miske Forpligtelser; men. med Storsind og Ædelmodighed tog han saavidt muligt Byrden fra sin syge Kompagnons svage Skuldre over paa sine egne. Han søgte at faa den Gæld, de stod sammen om, ned- bragt, og for at stille Watt tilfreds overlod han denne den halve Ejen- domsret til Patentet, skønt hans Part efter den oprindelige Kontrakt kun var en. Tredjedel. Det kan ikke nægtes, at Watt i Pengeforholdet optraadte mindre ædelt og uselvisk end Boulton baade i Farens Tid og senere, da han havde faaet udbetalt betydelige Summer; han skyndte sig at anbringe disse fast, og da Boulton en Tid trængte til hans Hjælp, var Pengene