Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

44 JAMES WATT et Brev han i 1786 skrev til sin Svoger Hamilton i Glasgow: »Jeg har været overanstrengt og ødelagt, har ikke turdet give mig i Lag med Forretningerne og er heller ikke i Stand dertil; min Kæphestestald er blevet revet ned, og Hestene kastet som Føde for Hundene . . . . Jeg har for Alvor tænkt paa at lægge den Byrde fra mig, som jeg synes, jeg er ude af Stand til at bære, og om ikke andre Følelser havde været stærkere, vilde jeg have tænkt paa at aflægge det dødelige Hylster; dog om Tingene ikke bliver værre, holder jeg maaske ud en Stund endnu. Salomon siger, at Tilvækst i Kundskab giver Tilvækst i Sorg; hvis han havde sagt Forretning i Stedet for Kundskab, vilde det have været fuldstændig sandt.« Paa denne Tid havde Skyerne dog begyndt at sprede sig. Indtil 1785 var der antagelig anvendt 700 000 Kr. paa Udviklingen af Dampmaskinforretningen. Alle de indløbende Indtægter var blevet bundet i den, saa at der ikke kunde blive Tale om Udbetaling af Over- skud. Selv Watts aarlige Løn, ca. 6000 Kr., blev betalt af den anden Afdeling af Boultons Forretning. Men i Løbet af et Pär Aar forandredes Stillingen fuldstændig. I Soho havde der nu rejst sig store Støberi- og Værkstedsbygninger udrustede med Tidens bedste Maskiner og der var efterhaanden blevet uddannet en Stab af dygtige Arbejdere; Watts Opfindelse kunde derfor begynde at give kontant Overskud, og lierved som ved det hele Fore- tagende drejede det sig om store Summer. I December 1787 kunde Boulton meddele sin Kompagnon, at 72 000 Kr. var overført paa hans Konto, og at mere vilde følge inden Aarets Udgang. Medens Watt hermed fik lagt Grunden til en voksende Formue, var Boultons Stilling endnu ikke sikret, og under en Handelskrise i 1788 blev den ret farlig. I denne Tid skrev han et meget nedtrykt Brev: »Naar jeg betænker, at jeg har givet Afkald paa min Ekstraandel i en Tredjedel af alle de Maskiner, vi fabrikerer og kommer til at fabri- kere, — naar jeg tænker paa mine Børn, der nu er i den Alder, at de kunde have Ret til en Del af deres Fædrenearv, -—- naar jeg tænker paa, at det er mig umuligt at tilbagegive dem den Formue, deres Moder betroede mig, — naar jeg ser alle mine Bekendte blive rige, medens jeg sukker under en Byrde af Gæld og Forpligtelser, som vilde sænke mig i Graven, om ikke Omsorgen for mine Børn holdt mig oppe, -—- naar jeg betænker alle disse Ting, saa ser jeg, at jeg nødvendigvis maa kæmpe mig gennem de faa Aar, jeg kan have tilbage (jeg er nu i mit 60nde Aar) og søge at gøre for mine Børn, hvad jeg kan, ved at bringe saa mange af mine Forpligtelser som muligt ud af Verden.«