Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

88 SPINDERE OG VÆVERE ham gnaven og indesluttet. Hans eneste Trøst var en Violin, han selv havde lavet. Da Hargreaves »Jenny« fremkom, fik Familien en saadan Maskine i Huset; men for Samuel med hans pirrelige Sind blev dette Apparat en Kilde til Lidelser og Kvaler, fordi Traadene hvert Øjeblik sprang. Han gav sig saa til at spekulere over, om man ikke kunde lave en Ma- skine, hvor en Mekanisme efterlignede den. venstre Arms Bevægelser, naar man ved en Spinderok med Fingrene trak Tavebundtet ud. Fra han var 22, til han var 27 Aar tumlede han med disse Planer. Om Dagen spandt eller vævede han; om Aftenen spillede han for at tjene en Ekstra- skilling Violin paa Teatret i Bolton, og paa sin Maskine arbejdede han ofte til langt ud paa Natten. Resultatet af hans Anstrængelser blev en mærkelig »Bastard« mellem Hargreaves og Arkwrights Ma- skiner, der kunde spinde det fineste og blødeste Islætgarn. Crompton ejede, da han havde fuldført sin Maskine, ikke en Skil- ling, men han syntes, at Livet nu endelig laa lyst for ham. I 1780 gif- tede han sig, og han og hans Kone spandt nu flittigt sammen paa den nye Maskine. Alt det Garn, de kunde spinde, kunde de afsætte til høj Pris. Belært af det Overfald, Hargreaves havde været Genstand for, vilde Crompton kun benytte sin Maskine i sit eget Hus; men hans Forsøg paa at hemmeligholde Sagen maatte naturligvis mislykkes. At det fine Garn, der udgik fra hans Hus, var spundet med en ny Slags Ma- skine kunde ikke skjules, og Nysgærrigheden efter at faa at vide, hvor- ledes den var indrettet, gjorde Folk mer og mer paatrængende. Det fortælles, at nogle kravlede op paa Stiger for at kigge ind ad Vinduet, og at det var lykkedes en Person at slippe ind paa Loftet, hvorfra han i flere Dage iagttog Maskinens Virksomhed, inden han blev opdaget. For sent indsaa Crompton, at han havde begaaet en stor Fejl ved ikke i Tide at søge at sikre sin Opfindlese ved et Patent. »Jeg stod nu,« siger han senere selv, »overfor den sørgelige Nødvendighed enten at maatte ødelægge min Maskine eller at overgive den til Almenheden.« Upraktisk som han var i Forretningssager, fik man ham bevæget til at frigive Maskinen mod en forholdsvis ubetydelig Sum — i alt 1200 Kr., som var indsamlet mellem 80 Spindere og Spindefirmaer. Pengene gik hurtigt til Forsøg med en ny Maskine, og Crompton blev bitter og menneskefjendsk for Resten af sit Liv. Han indrettede et lille Spinderi, hvor han havde fremmed Hjælp; men han blev ked af at være Læremester for Arbejdere, som straks lod sig hverve af andre, naar han havde oplært dem, og han indskræn-