Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

SAMUEL CROMPTON 89 kede derfor Spindingen til, hvad han selv og hans Familie kunde over- komme. En Tid slog han sig atter paa den utaknemlige Opfindervirk- somhed og konstruerede bl. a. en Kardemaskine; men i et Anfald af ondt Lune ødelagde han den: »De skal ikke have den ogsaa,« sagde han. Medens Crompton hutlede sig gennem under smaa Forhold, var der mange andre, der ligesom han var begyndt som fattige Spindere eller Vævere, men ved Hjælp af Cromptons Mule eller andre af de nye Spindemaskiner arbejdede sig frem til stor Velstand. Det var en. »Guld- gravertid« for Lancashire. »Da jeg giftede mig,« sagde en af de største Fabrikanter i Lancashire senere, »havde min Kone en Spinderok og jeg en Væv; det var den Kapital vi begyndte med.« En anden af Man- chesters Rigmænd, den bekendte John Kennedy, havde tilbragt sin Barndom i en afsides Egn i Skotland under saa smaa Forhold, at han og hans Broder maatte enes om et Par Strømper, hvormed de skifte- vis gik til Kirke om Søndagen; herfra var han i 1784 kommet som 14- Aars Dreng til Lancashire for at vinde frem i Verden. Allerede 7 Aar efter oprettede han i Manchester sammen med et Par andre en selv- stændig Forretning med Mule-Spinding som en af de vigtigste Ind- tægtskilder. Da det nogle Aar efter rygtedes, at Mule-Jennyens Opfinder levede under fortrykte Forhold, satte Kennedy sig sammen, med nogle andre i Spidsen for en Indsamling, der indbragte ca. 8000 Kr. Dette strakte dog kun til for en Tid, og da Cartwright i 1809 fik bevilget en Beløn- ning af Parlamentet, ansøgte Crompton om en lignende Gunst. For- inden rejste han rundt for at konstatere, i hvor stort Omfang hans Maskine blev brugt. Han kom til det Resultat, at det hele Antal af Spindler, der var i Brug ved Spindemaskiner, var fordelt med ca. 150 000 paa Hargreaves, 300 000 paa Arkwrights og 4% Million paa hans egne. I Glasgow, hvor hans Mule havde skabt en blomstrende Musselinsforretning, vilde man hædre Opfinderen med en offentlig Middag; men dér var man ikke kommet til den rette Mand. Tanken om at skulle møde frem som Hædersgæst i en stor Forsamling slog ham med Skræk. »Jeg gemte mig først og stak saa af fra Byen,« siger han. I Parlamentet blev lians Ansøgning ikke modtaget med lutter Vel- vilje. Det var foreslaaet at bevilge ham en Sum af 90 000 Kr.; men et Medlem mente, at 1800 Kr. om Aaret vilde være passende. »Det er saa meget som den Fyr kan drikke op,« sagde han, idet han dermed sigtede til de nok ikke helt ugrundede Rygter om, at Crompton var