En Samfundsfjende
Kulturskitse
Forfatter: A. Peschcke Køedt
År: 1908
Forlag: O.C. Olsen & Co.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 275
UDK: 337
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
112
højet Told paa formalet Ris. I den Anledning skrev jeg i Dagbla
det „Børsen“ af 5. August 1902 følgende Indlæg:
Rismølleindustrien.
En Indsender har i „Børsen“ af 3. August omtalt vor Rismølle-
Industri. Denne skal efter samstemmende Udtalelser Ira liere sag-
kyndige Sider lide under et dobbelt Tryk. Arbejdere og Arbejder-
førere har opstillet ublu Fordringer, der ikke lader sig forene med
en lønnende Fortsættelse af Driften, og dernæst savner denne na-
tionale Industrigren tilstrækkelig Toldbeskyttelse til al kunne ud-
folde sig til sin fulde Højde og føre en betrygget Tilværelse undei
Kampen mod Udlandets Konkurrence.
Under disse uheldige Forhold agter det Firma, der hidtil har
gjort sig fortjent af vort Samfund ved mod god Betaling at skrælle
og male vor Ris, at flytte sin truede Virksomhed til Sverige. Og
Udsigten til dette tunge Tab fremkalder hos den paa Fædrelandets
Vegne bekymrede Indsender følgende Klage:
„Men naar Firmaet, som her i Landet har drevet denne Viik-
somhed, agter at fortsætte denne i Sverige, forekommer det mig
rigtignok, at man er berettiget til at spørge, om dette dog ikke er
for trist — og tristere end nødvendigt — for den nationale Be-
vidsthed.“
Denne Begravelses-Stemning viger dog hurtigt Pladsen for fol-
gende, i Haabet om den snarlige Opnaaelse af forøget Toldbeskyt-
telse bundende, kraftige Viljesytring:
„Det forekommer mig, at vi her maa skabe en Forandring,
tvinge Stemningen til en Forandring! Vi er jo dog danske og
ikke svenske og er jo dog ikke tjent med at se vor hjemlige In-
dustri gaa over Sundet til Svenskerne; .... det er Synd at venle
— indtil det er for sent.“
Man læser i Aarets Løb mange Indlæg, der vidner om Forfat-
ternes iøjnefaldende Mangel paa Omtanke og Logik, saa snart de
forlader Privatinteressernes snævre Omraade og gøi 1 oisøb paa al
optræde som Samfunds-Reformatorer. Men der høiei dog en ual
mindelig Dristighed til over for en tænkende Læsekreds al møde
saa slet rustet som den her omtalte Indsender, der ved el højst