En Samfundsfjende
Kulturskitse

113 uheldigt Valg af Forfattermærke undertegner sig: —n S. uden at tænke paa, at Bon—sens og Non—sens begge ender med de samme Bogstaver. Klager over uheldige Arbejderforhold kender enhver Arbejds- giver, og de Heste, endog de mest frisindede, er nødte til at ind- rømme i hvert Tilfælde Klagernes delvise Berettigelse. Men naar man i høje Toner beklager sig over Arbejdernes Urimelighed, bør man vogte sig for i samme Aandedræt fra de besiddende Klassers Side at opstille Fordringer, der vidner om langt større Hensynsløs- hed end nogen Fordring, Arbejderne eller disses Førere noget Steds har opstillet. Hvad er det da, den her fremdragne Indsender har gjort sig skyldig i? Er han ikke en national Mand med et varmt Hjerte for vort Land og vor Industri? Nej, han er en Mand, der paa det her foreliggende Om- raade savner enhver Ret til at tale om andet end Pengepungen. Og Læseren, der føler Sympati for den angrebne, vil sikkert se Hestefoden, naar den nationalt draperede Artikel trevles op. Hvilken national Industri handler det sig om? Svar: En Industri, oni hvilken Indsenderen selv erklærer: „Risforbruget i vort eget Land er for lille til at bære selv cn lille Rismølle.“ Og hvad foreslaar Indsenderen, at vi skal gøre for at holde Liv i denne ene lille, af en enkelt Kapitalist med nogle faa Arbej- dere drevne Mølle. Svar: Indsenderen foreslaar, at vi for denne ene Mølles Skyld skal lægge en forøget Kopskat paa hele det brede Lag af det dan- ske Samfund, for hvilket Ris er et vigtigt Næringsmiddel. Og hvem skal indkassere denne forøgede Skat? Er det Staten, der skal have Fordelen? Svar: Nej, det er Risniølleren, der skal have Pengene. Men naar hans Arbejdere i Form af Lønforhøjelse vil tiltvinge sig en Andel i Profiten, skal de formodentlig kastes paa Porten. Det er beklageligt, at Indlæg, der frigjort for al national Em- ballage viser Egennyttens Nøgenhed i saa grelle Farver, jævnlig kommer frem i den gode Del af vor Presse. Ad den Vej fremmer man ikke en sund Samfundsmoral. 8