En Samfundsfjende
Kulturskitse

216 Slægt bevæget sig gennem Tiderne. Og hvis den nu herskende Uro i Pengemarkedet kun skyldtes et af disse jevnligt tilbageven- dende Omslag, vilde der være liden Anledning til særlig Ængstelse. Men den nu indtraadte Krise har ligesom de store Forstyrrelser i 1857 og 1873 en mere ondartet Karakter. Vi staar midt i en af de alvorlige Opgørelser, der fra Tid til anden blotter skæbnesvangre Fejlgreb i den politiske og finansielle Ledelse af Nationernes Øko- nomi og rokker ved Fundamentet for Verdenshandelens Mekanisme. I de amerikanske Beretninger om den ved Krisen fremkaldte Situation samler Hovedinteressen sig om 3 Emner: Guldet, Dis- kontoen og Trusterne. Vi vil i en følgende Artikel begynde med Guldet. Men ikke alle Læsere er fortrolige med Verdens Pengevæsen, og nogle orienterende Bemærkninger vil lette disse Læsere Forstaaelsen af den efterfølgende Fremstilling. Guldet er ligesom andre Varer Genstand for Køb og Salg, og dets Handelsværdi forandrer sig under hyppige Konjunktursving- ninger. Men dets Brugsværdi som Metal vilde være ret betydnings- løs, hvis det ikke paa Grund af sine særlige Egenskaber gjorde Tjeneste som lovligt Betalingsmiddel (legal tender) og autoriseret Værdimaaler. Paa Grund af disse Funktioner adskiller Guldet sig blandt andet derved fra andre Varer, at en forøget Guldproduktion i Reglen fremkalder en forøget Efterspørgsel i Stedet for al for- mindske den. Forklaringen ligger lige for Haanden. Den udover et normalt Behov forøgede Guldproduktion bidrager til at forhøje Varepriserne. Omsætningens Totalbeløb stiger. Der udkræves flere Penge — mere Guld — for at dække Omsætningens Behov. Tidligere benyttede man ogsaa Sølvet enten særskilt eller side- ordnet med Guldet som lovligt Betalingsmiddel efter Forholdet 1 Pd. Guld lig löVa Pd. Sølv. Men i det sidste Slægtled er de Heste Stater gaaede over til Guldmøntfoden. Sølvet gør fremdeles Tje- neste som Hjælpe- eller Skillemønt, men dets Salgspris er under den nyere Tids stigende Sølvproduktion gaaet ned under Halvdelen af den tidligere Notering. Hovedgrunden til, at man forlod Sølvet som Værdimaaler, var Sølvmængdens foruroligende Forøgelse. Den aarlige Sølvproduktion steg under stadig aftagende Frem- stillingsomkostninger fra gennemsnitlig 655 Tons i Perioden 1800