En Samfundsfjende
Kulturskitse

249 det grevelige Ægtepar, som vidner om det smukkeste Forhold mellem en humant tænkende adelig Godsejer og hans djærve, fri- sindede Forpagter med den ranke borgerlige Rejsning i Ryggen. Vognen kører frem og vi fortsætter Vejen til Sofiendal. Her modtages vi af Fru Ulrik, der ikke vil høre Tale om Træthed el- ler Søvn. Hun præsenterer os for en af sine andre Sommergæster, en jovial jysk Præst, der er en Slægtning og Ven af Huset. Vi nyder en Forfriskning; Cigarerne tændes og snart er vi inde paa en livlig Samtale om Here af Tidens brændende Spørgsmaal. „Kan Du huske, Viggo,“ siger Præsten, „at vi her hos Dig liere Gange har gjort Nat til Dag paa denne Tid af Aaret?“ „Man maa nyde de lyse Nætter, medens man har dem,“ sva- rer Forpagteren med sit vindende Smil, og Fru Ulrik, der samstem- mer med sin Mand, hjælper paa vor bristende Hukommelse ved at citere nogle stemningsfulde lyriske Strofer, der udtrykker hen- des Mands og Præstens Tanker. Men langt om længe begynder Øjnene at blinke, og med et varmt Haandtryk fra Vært og Værtinde gaar hver til sit. Udenfor Gæsteværelseis aabne Vinduer ranker en duftende Rose sig op ad Væggen. Endnu cl sidste Blik glider ud over det smi- lende Landskab, saa lukkes Vinduet, Gardinet rulles ned; de trætte Hoveder lægges paa Sofiendals bløde Puder, og vi nyder eller Da- gens Anstrængelser en velkommen Hvile i de sidste Timer af den lyse, livsvarme Sommernat. 1 9 0 0. Vi rykker et Aar frem i Tiden og ser tilbage. Viggo Ulrik er efterhaanden bleven et højt skattet Medlem af en halv Snes Be- styrelser. Hans Navn er uden Støtte af Rang, Orden eller Titel blevet kendt i vide Kredse langt ud over Danmarks Grænser. So- fiendal modtager Besøg fra Norge, Sverrig, Finland, Tyskland og England, og med sin Hustru som Sekretær fører Ulrik en stadig voksende Korrespondance i liere Sprog. Men lian er fremfor alt en dansk Mand, og hans olien lige In- teresse er i første Række knyttet til det danske Landbrug. Paa dette hjemlige Virkefelt ofrer han med aldrig svigtende uegennyt- r> “IIITIlHia