En Samfundsfjende
Kulturskitse

259 sig i sin ophøjede Ro over de rastløse Dværges Hastværk ni cd at gennemløbe den korte Vej fra Vuggen til Kirkcgaarden. Granen drømmer i sin lyse Vinterdragt om Foraarel og Anemonerne. Bø- gen bærer stolt sin brede Krone frem mod Lyset og ser nedladende paa den smækre Birk, hvis hængende Haar er tæt omspundet af blinkende Sølvstøv. Sneen dækker, saa langt Øjet naar, Træernes og Buskenes Grene, og Rimfrosten har fuldført Forvandlingen. Selv Græsset staar festklædt i et Væv af funklende Krystaller, og lette Spindelvæv flimrer og glimrer med Solstraaleglans i alle Regnbuens Farver. Ellers er alt blændende hvidt. Hist og lier ses lette Hare- spor, men ingen Menneskefod har endnu sat sit Mærke i Skovbun- dens bløde Vintertæppe. Hele Naturen aander en Renhed og Ube- rørthed, der drager Tankerne ind i Sagnets forjættede Eventyrland, hvor alt er Uskyld og Ynde. Og medens vi staar hensunkne i Tanker og nyder Naturens morgenfriske Trylledrik, brydes den dybe Stilhed af sagte melodi- ske Akkorder. Havel sender en let Luftning ind over Landet. Bøl- gerne blinker. Verden vaagner. Livet rører sig. Pligten kakler. Stjernerne blegner, Skorstenene begynder al ryge, og søvnige Menne- sker gaar med tunge Skridt Dagens Arbejde og Bekymringer i Møde. Ogsaa vor egen Drøm er endt. Men Mindet om Morgentimens Poesi kan ingen tage fra os. Den er en Skat, som følger os gen- nem Livet. Og den Ungdom, der uden at sløves og uden at hæt- tes flittigt samler disse Skalle, kan rolig imødese den Tid, da Paa- den rynkes og Haaret bliver graat. Hver Levetid har sine Melodier. Hver Alder har sine Glæder. Hvert Foraar har sine svulmende Knopper, sin Lærkejubel og sit Rosenflor. Men Jordens dejligste Paradis er nu som før og i kommende Tider et fredlyst og lykke- ligt Hjem, hvor der, selv om der er lavt til Loftet, er Rum for adelbaarne Tanker og rene Harmonier. Et Menneskehjerte, der er aabent for Naturens og Hjemmets Poesi, bliver aldrig gammelt. Det har et indre Værn mod alle onde Magter. Og naar dels Stjerner blegner, og det nødes til at tage Afsked med alt, det har haft kært, saa former dets sidste Suk sig ikke som en Klage over en glædeløs Tilværelse, men som en Tak for