En Samfundsfjende
Kulturskitse

saa ringer Klokkerne, Kisten bæres bort, og det mælkes ikke \ed næste Solopgang, at der er en Stemme mindre i Salmekoret. Naar skiftende Stemninger drager Tankerne til Kirkegaarden — og efterhaanden, som man bliver ældre, sker det hyppigere saa mindes man om vekslende Tiders dybe Modsætningel mellem de i forskellige Lejre til Døden knyttede Forestillinger. Nogle tror, flere nægter, at der efter Graven følger et nyt Afsnit med Aflæg- gelsen af Regnskabet for det foregaaende. Her hører man For- soningslærens trøsterige Ord om løsnede Lænker, lyse bremtids- haab og den sidste Søvns dybe Fred, hist skuffede Skarers trodsige Bebrejdelser mod Skæbnen for en trælbunden 1 ilværelses biistede Forhaabninger, utilfredsstillede Længsler og det pinte Legemes Død uden Oprejsning for et planløst Liv, som blev paanødt dem uden Skyld. Striden mellem dem, der tror og haaber, og dem, der næg- ter, er saa gammel som Menneskenes Historie. De tleste al os nødes før eller senere til den Erkendelse, at vor Viden ender med Graven. Men Slægt efter Slægt er Vidne til, at mange af de Mil- lioner, der nægter og trodser, i deres sidste Timer alligevel gribes af Tvivl og ængstes ved Tanken om, at de hinsides Graven skal høre en vækkende Røst: „Staa op!“ Glem ikke, ærede Læser, som spottende skyder disse Gravtan- ker fra dig, at det, hvor højt eller lavt du end er placeret i Sam- fundet, og hvor sikker du end føler dig i din Livskraft, imorgen kan være din Tur. Foraaret er dejligt, og alle Digtere synger om del. Men ogsaa Vinteren har sine egne harmoniske Stemninger. Har du nogen- sinde, unge Læser, set Skoven en tidlig Vintermorgen, medens den opgaaende Sol kastede et purpurrødt Flammeskær over Trætop- pene? Følg et Øjeblik med ind under de tavse Kroner og læg Mærke til de ensomme Stiers dybe Stilhed. Og saa se dig om, jag Sorgerne og Plagerne bort og hengiv dig helt og holdent til Stedets stemningsvækkende Poesi. Egen sover trygt sin Vintei- søvn i Bevidstheden om, at den kan modstaa lidens land i tu- sind Aar. Den ser Menneskets Slægter komme og svinde og undrer